Som enhver, der bliver far i en sen alder, var den 100-årige Abraham glad for sin søn Isak, rigtig glad. Da Gud sagde, at han skulle slagte sønnen og fyre ham af på et bål, blev Abraham derfor nok lidt paf. Antager vi, for det var vi vel selv blevet. Det fine ved historien, som den er fortalt i Det Gamle Testamente, er imidlertid, at der ingenting står om, hvad Abraham følte, eller hvad læseren skal føle. Tingene står der bare, i en prosa så nihilistisk som var den af Céline eller andre moderne, der kan holde masken, uanset hvilke rædsler, de beretter om. Rædslen forsvinder ikke, selv om Gud griber ind og redder Isaks liv i sidste øjeblik. For det kunne Abraham jo ikke vide, mens det stod på. Det er en fremstillingsform, der giver fortolkerne glade dage. Den berømteste af dem er Søren Kierkegaard, der i 'Frygt og Bæven' brugte historien om Abrahams følgagtighed og Guds feberredning til at illustrere, hvad tro er. ag nu for eksempel historien om Agnete, der fulgte havmanden ned på havsens bund. Den er til at forstå, siger Kierkegaard og beviser det ved at udlægge den. Lige meget hvilke andre historier, man kan diske op med, så er de til at forstå. Kun den om Abraham, der går ind på at ofre Isak, er totalt ubegribelig. Og altså demonstrerer historien, hvad tro er: det som ikke kan begribes.
Digter uden digt
Lyt til artiklen
