Gennem hårdt slid lærte Kirsten Simone sit inderste væsen at kende. Det gjorde hende til en stor scenekunstner og den mest facetterede ballerina i Den Kongelige Ballet i den halvdel af det afdøde århundrede, som hun lagde sin karriere i med en smuk udløber til det næste. Kirsten Simone har haft viljen til at nå det ypperste i den klassiske ballet fra det øjeblik, da hun som 10-årig blev optaget på balletskolen. Nogen har kun ønsket. Og det er aldrig nok. Det er viljen, der trækker talentet. Den billedbog, som Mia Okkels har samlet og skrevet tekst til i anledning af ballerinaens 50-års jubilæum er et gensyn med oplevelser, som kommer til live og får den sammenhæng, som man ikke er i stand til at præstere med hukommelsens tilfældige stikord. Her er en dokumentation af et kunstnerskab. Hvis man i dag spørger, hvad vi skal med Den Kongelige Ballet, så er denne bog en stor del af et svar. Balletten som kunstart skal følge nogle spor som dem, der er afsat af dansere som Kirsten Simone og hendes bedste partnere - Erik Bruhn og Henning Kronstam - og stræbe efter at afsætte noget tilsvarende på en ny tids betingelser. Bevidsthedsudvidende oplevelser til enhver tid. Sådan var Kirsten Simones Sylfide, Giselle, Frøken Julie, Teresina i Napoli og Carmen, de teknisk-dramatiske højdepunkter, der kulminerede med dobbeltpartiet Odette/Odille i Svanesøen, som hun var den første danske ballerina, der kunne stå fuldt og helt inde for. Summen af alle erfaringerne har samlet sig i en ny og nærværende karriere som karakterdanser med konstante overraskelser. På jubilæumsaftenen forleden var det Heksen i Sylfiden. At den fyldige bog får så mange prægtige erindringer frem hos den, der har set det meste, er i sig selv en stor kvalitet, som overskygger de fejl og forenklinger, teksten hist og her skæmmes af.