Stikkerlikvideringerne har aldrig været noget centralt emne i historieskrivningen om Besættelsen. De er nævnt i de fleste bøger om modstandskampen, men der er aldrig gjort noget forsøg på at klarlægge, hverken omfanget eller hvordan beslutningerne om likvideringerne blev truffet og effektueret. Heller ikke Peter Øvig Knudsens ærinde er primært at kaste lys over et dunkelt kapitel af danmarkshistorien eller at vurdere likvideringerne som led i modstandskampen. Tilgangen er psykologisk. Bogen er baseret på interviews med gamle modstandsfolk, der var med til at udføre drabene, og med mennesker, der familiemæssigt eller på anden måde var forbundet med de likviderede. Interviewene giver naturligvis nye detaljer om kendte og mindre kendte likvideringer. Men først og fremmest fortæller de om omkostningerne for dem, som var med. Mareridt og angstanfald, et liv på piller, hvor naturlig søvn var nægtet, blev manges lod. Flere fortæller om kammerater, for hvem presset blev for stort og derfor tog eget liv, i nogle tilfælde 20-30 år efter begivenhederne. Krisehjælp var der ikke noget af; mange måtte bære byrden alene, og offentligheden var uinteresseret i netop denne side af modstandskampen. For nogle blev traumerne forstærket, når de efter krigen kom under vejrs med, at de havde deltaget i likvideringer, hvor grundlaget ikke havde været så klart, som de havde troet. Under besættelsen havde Frihedsrådet fremhævet, at likvideringerne kun blev udført efter nøje overvejelse og udelukkende ramte personer, der var en indlysende fare for modstandsarbejdet. På dette grundlag opstod forestillingen om et særligt likvideringsudvalg under Frihedsrådet, men udvalget var en myte; beslutningerne om likvidering blev truffet på mange forskellige niveauer. Det betød ikke, at likvideringerne generelt var vilkårlige, men kriterierne kunne være forskellige. Bemærkelsesværdigt er det, at antallet af likvideringer steg kraftigt i besættelsens sidste måneder, hvor ingen kunne være i tvivl om krigens udfald. Ikke alle drab var 'regulære'. Personlige opgør og decideret kriminalitet blev camoufleret som stikkerlikvideringer. Efter 19. september 1944 var landet uden politi, hvad der førte til en voldsom forøgelse af almindelig vold- og berigelseskriminalitet, som de hastigt organiserede private vagtværn kun i begrænset omfang kunne imødegå. Nogle modstandsgrupper var mere skydegale end andre, hvortil kom opgørene med de desperate hipofolk, der blev anset for frit bytte. De færreste kan i dag forestille sig Danmark i vinteren og foråret 1944-45, uden regering og politi, et samfund hvor traditionelle strukturer var i opløsning. Modstandskampen var ikke noget entydigt. Det var ikke udelukkende det godes kamp mod det onde. Opløsningen betød, at grupper og enkeltpersoner med forskellige, i nogle tilfælde endog modsatrettede, interesser og mål blev afhængige af hinanden. Sort og hvidt blev blandet til grumset gråt. Usikkerheden blev stor. Hvilke oplysninger, hvilke personer kunne man stole på? Man havde ofte 'noget' på hinanden. Der blev, som det også fremgår af Peter Øvigs bog, foretaget likvideringer, hvis formål var at eliminere vidner til handlinger, man ikke ønskede kendt i offentligheden. Selv om ingen i samtiden var i tvivl om, hvor grumsede forholdene kunne være, blev kun få sager taget op efter Besættelsen. Endog indlysende overgreb og fejltagelser blev kun sjældent efterforsket. En væsentlig grund hertil var uden tvivl, at sagerne kom til at sortere under Ministeriet for særlige anliggender, som i en vis forstand var modstandsbevægelsens eget ministerium, og ikke Justitsministeriet. Det kan i dag forekomme uforståeligt og stridende mod almindelige retfærdighedsbegreber, at modstandsbevægelsen med Frode Jacobsen i spidsen forsøgte at hindre efterforskning selv i oplagte sager, men Peter Øvig har utvivlsomt ret i, at hovedmotivet var ønsket om at beskytte modstandsbevægelsens renommé og opretholde myten om den nationale solidaritet, og at dette har vejet tungere end de hensyn til gamle modstandsfolk og de pårørende, som gerne blev påberåbt. Min personlige fornemmelse er, at en konkret episode har forstærket modviljen mod at efterforske dubiøse likvideringer. I august 1945 betegnede den socialdemokratiske politiker Hartvig Frisch i et radiointerview stikkerudrensningerne som mord. Utvivlsomt opfattede nogle udtalelserne som et generalangreb på modstandsbevægelsen iværksat af de politiske partier og samarbejdspolitikerne. Herom var der ikke tale. Guerillakrig var ganske enkelt i modstrid med Frisches retsforestillinger og civilisationsbegreb, et udtryk for, at man opererede på samme lave niveau som nazisterne. Men ikke kun modstandsbevægelsen var irriteret. Også for de politiske partier kom udtalelserne på tværs. Politikerne, også Frisches egne partifæller, var i fuld gang med at opbygge myten om samarbejdspolitikken som en slags forløber for den væbnede modstand og var ikke interesseret i, at der blev gravet nye grøfter mellem partierne og modstandsbevægelsen. Blæsten omkring Frisch har overbevist både politikere og modstandsfolk om det hensigtsmæssige i at undgå alt, hvad der kunne anfægte modstandsbevægelsens legitimitet og myten om det nationale sammenhold. Man skal huske, at myten havde en klar statsopbyggende funktion. Etableringen af myten betød, at der i en række tilfælde ikke blev ydet individuel retfærdighed. Men på det nationale plan bidrog myten til, at man undgik den politiske polarisering, som var et karakteristisk træk for andre lande i efterkrigsårene. Til grund for Frisches udtalelser lå en forestilling om, at der også efter 29. august 1943 eksisterede en slags retstilstand. I modsætning hertil fremhævede Frode Jacobsen og andre modstandsfolk, at der var tale om krig. Det er evident, at der heri ligger en påstand om, at selve krigstilstanden legitimerede handlinger, som under normale forhold måtte fordømmes. I denne forbindelse skal det nævnes, at erfaringerne fra 1990ernes krige på Balkan synes at have medvirket til en folkeretlig udvikling, der sætter snævrere grænser end tidligere, for hvad der kan anerkendes som legitime krigshandlinger. Det er ikke kun emnet, der gør Peter Øvigs bog så fængslende. Han behersker også kunsten at bygge en handling op, så værket bliver spændende som en roman, uden at det går ud over troværdigheden. Hvert kapitel introducerer ikke kun en ny person og en ny historie, men også et nyt psykologisk aspekt. Forfatteren interesserer sig ikke kun for de, som udførte drabene, men også for ofrene. Af gode grunde kan disse ikke interviewes, men der er en gribende samtale med en ung mand, for hvem bedstefaderens likvidering er blevet et eksistentielt problem. Når Øvig Knudsens bog gør indtryk, hænger det uden tvivl sammen med loyaliteten over for de interviewede. De får lov at fortælle, uden at forfatteren korrigerer eller går i rette. De kommer til orde på egne præmisser. Derved får vi indblik i, hvordan aktørerne forstår og fortolker den historie, de er en del af. Eneste alvorlige indvending mod bogen er af formel art. Der mangler register. Mange personer omtales i forskellige sammenhænge, og der er ofte brug for at gå tilbage i fremstillingen for at få styr på personer og begivenheder. Det er muligt, at forfatteren ikke har fundet det væsentligt med et register, men forlaget burde have insisteret.