0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ideologiske afgrøder

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Næppe nogen anden videnskab er i så høj grad som biologien blevet misbrugt til at tjene politiske formål. Tanken om biologisk arv er anvendt til at legitimere alt lige fra drømme om 'at skræddersy' perfekte mennesker, til forestillinger om den ariske 'races' overlegenhed. Alt for ofte har man ladet ideologierne styre på videnskabens bekostning.

Om dette problem har den svenske professor i genetik, Bengt Olle Bengtsson udsendt et tankevækkende skrift: 'Genetik och politik'.

Som det nittende århundredes 'videnskabelige ideologier' har han valgt at koncentrere sig om Lysenkoismen og racebiologien.

Trofim Denisovitj Lysenko (1898 - 1976) var en praktisk indstillet agronom, der i begyndelsen af sit virke blev mødt med positiv opmærksomhed. Men manden havde urimelige ambitioner, og Lysenko yndede også at optræde som teoretiker.

Han troede fuldt og fast på, at hans forskningsresultater med planteforædling kuldkastede hele den klassiske genetik. Han mente, at miljøer er i stand til med lethed at ændre arveegenskaberne!

Hermed forkastede han den arvebiologi, der på grundlag af Mendelismen herskede i alle andre lande. Lysenko gjorde sig skyldig i ønsketænkning: Hvis man blot benyttede de rette metoder, så skulle det underudviklede sovjetiske landbrug nok udvikles i rekordtempo.

Lysenko, som havde opnået direkte støtte fra Stalin, tog magten i det sovjetiske landbrugsakademi og dermed indledtes en heftig kamp mod de klassiske genetikere. Den verdensberømte videnskabsmand Vavilov blev i august 1940 arresteret og døde tre år efter i en sibirisk fangelejr.


Sådan gik det også mange andre Lysenko-modstandere. Efter krigen blussede Lysenko-striden op igen. Ved en vel iscenesat kongres, som det sovjetiske landbrugsakademi holdt i august 1948, ophøjedes Lysenkos lære officielt til den eneste sande arvelighedslære. Modstanderne blev stemplet som 'folkets fjender'. Fra 1948 til 1952 var Lysenkos magt uindskrænket.

Men med Stalins død i marts 1953 og på grund af de dårlige resultater så partiet sig nødsaget til at opgive Lysenkos metoder.

Khrusjtov havde ved flere lejligheder engageret sig til fordel for Lysenko.

Det fik den svenske professor Åke Gustafsson til at skrive et åbent brev til ham, da partisekretæren besøgte Sverige i januar 1957. I brevet, der cirkulerede illegalt i Østeuropa, hed det bl.a.:

»Men endnu har man ingen steder i Sverige eller noget andet sted, uden for Lysenkos institutioner haft held med at finde en rugkerne i et hvedeaks. Det støder på samme biologiske urimelighed, som hvis Deres hustru, hr. partisekretær, ville føde et føl, det være sig nok så smukt, eller om min hustru eller fru Lysenko skulle være årsag til en chimpanse eller bavian«.

Khrusjtjovs fjernelse i begyndelsen af 1965 tvang Lysenko til at gå på pension.


Lysenkoismens endeligt blev symbolsk tilkendegivet ved hundredåret for Mendel i 1965. Med stor pomp blev det fejret i Brno med deltagelse af en stor sovjetisk delegation med de mest fremtrædende af Lysenkos modstandere.

Lysenkos ideologisk baserede videnskab blev et alvorligt problem for oplyste kommunister andre steder. Den legendariske britiske genetiker John Burton Sanderson Haldane blev i 30erne kendt som en af det britiske kommunistpartis mest berømte intellektuelle.

I nogle år skrev Haldane fremragende populærvidenskabelige artikler i det engelske Land og Folk, Daily Worker. Hans politiske overbevisning trak i én retning - hans videnskabelige indsigt i en anden.

Længe forsøgte han sig med vage udtalelser, men da han indså, at hans videnskabelige værdighed stod på spil, forlod han (ligesom en anden berømt biolog, Marcel Prenant i Frankrig) stille og roligt partiet.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce