Med titlen 'Kommunikaze'er Martin Halls nye bog et erklæret selvmordsforsøg. En sammenblanding af kommunikation og kamikaze. Traditionel litterær udgydelse fusioneret med selvmordspilotens rabiate strategi. Ved at skrive de sidste tre år af sit liv ud i dagbogsformens selvudleverende stil regner Hall med at lemlæste sig selv offentligt. Eller måske snarere med at blive lemlæstet, revet i stumper og stykker. For eksempel af denne anmelder. Men selvmordspiloten håber formentlig samtidig at få revet så mange læsere som muligt med sig i sit litterære dødsstyrt. En splint af modtagelighed over for tilværelsens æstetiske dimension, en lille grad af udtrykstrang, det har de fleste trods alt. Måske derfor lader mange sig provokere af Martin Hall, når han med vanlig hyperkonsekvens piller sig i sin efterhånden 37-årige navle og insisterer på at udnævne den til verdens centrum, mens vi andre lever fornuftige, strømlinede liv? Hall lever hudløst, og skal man holde ud at læse denne hans sjette bogudgivelse til ende, skal man have lyst til gennem 300 sider at deltage i kulegravningen af Martin Hall, krop og sjæl. I Politiken Søndag forudsagde Hall selv, at folk vil skrige af grin over 'Kommunikaze'. Den er sindssygt let at kaste sig over og flå fra hinanden, udtalte forfatteren, og det har han ret i. At lade andre være vidne til tre års navlepilleri, 1998-2000, må unægtelig kaldes symptom på en meget velplejet forfængelighed, kun retfærdiggjort af, at bogens forfatter i egen selvopfattelse er kunstner med stort K: Selvcentreret og selvhøjtidelig. Hypokondrisk er endnu et stikord. Mobiltelefon undgår han til fordel for hotellets tårnhøje telefonregning, for han tør ikke risikere hjernesvulster. Lægen besøges på grund af svimmelhedsanfald. Hall svælger i sin egen bevidste excentricitet, mens han strør om sig med kollegiale referencer til Blake og Rimbaud, Miles og Puccini. Multikunstneren og selviscenesætteren lever på et gammeldags romantisk kunstnerideal. Verden er ham vederstyggelig, og han kan ikke snuppe mediernes søgelys. Allerværst er kvalmen over opmærksomheden i forbindelse med hans og Hanne Boels pladesamarbejde, der sidste år solgte guld. Alligevel står der detaljeret i 'Kommunikaze' om Halls medvirken i Strax, tv- talkshows med videre, og Boel/Hall-pladen bliver en af bogens tykke røde tråde.