0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Finkelsteins vise protokoller

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Rygtet om dagens tryksag, 'Holocaustindustrien' af Norman G. Finkelstein, er mildt sagt løbet i forvejen. Manden har vundet berømmelse ved at angribe jødisk udnyttelse af jødernes lidelser. Så jeg haster med at slå tre forhold fast angående udgivelsens proportioner og paradokser:

For det første er 'Holocaustindustrien' en lille rasende pamflet på hundrede små sider plus nogle forvirrede noter. I modsætning til hvad presseomtalen i ud- og indland kunne give indtryk af, kommer Norman G. Finkelsteins uforgribelige meninger ikke til udtryk i noget, der så meget som minder om en gennemarbejdet bog eller et 'værk', som det danske forlag højtideligt skriver på bagsiden af makværket.

Hvilket er så meget desto mere afgørende at få sagt, som der faktisk findes et værk, der behandler holocausts totale tilstedeværelse i tidens kulturbevidsthed, nemlig Peter Novicks 'The Holocaust in American life'. Det er dette noget mere afbalancerede arbejde, Finkelstein kidnapper til eget formål.

For det andet var Norman G. Finkelstein aldrig sluppet af sted med at hobe så mange af den klassiske antisemitismes påstande op i sin pamflet, hvis ikke han havde været jøde og søn af overlevende fra kz-lejre under Anden Verdenskrig.

For det tredje er pamflettens forskruede argumentationsform en bjørnetjeneste mod den nødvendige diskussion af 'holocaust' som kulturelt popfænomen. Med andre ord: 'Holocaustindustrien', Finkelsteins pamflet, er en hensynsløs udnyttelse af ... holocaustindustrien.


Til disse tre indledende bemærkninger bør for klarheds skyld tilføjes en fjerde, nemlig at Norman G. Finkelstein på ingen måde er en holocaust-benægter.

Vi har ikke at gøre med en type a la den britiske historiker David Irving, som mere eller mindre hævder, at det nazistiske folkedrab aldrig fandt sted.

Finkelstein er, jf. pkt. 2 ovenfor, en jøde, som har set sig gruelig gal på den profit, han mener, at magtfulde jøder udvinder af det faktisk stedfundne folkedrab. Han har set en konspiration.

'Holocaustindustrien' er svær at referere, både fordi den er så forvirret, og fordi den er så ærke-amerikansk i sit perspektiv. Men de grundlæggende påstande er nogenlunde følgende:

Før 1967 var der ingen magtfulde jøder, som interesserede sig for holocaust; det var Seksdageskrigen, som blev vendepunkt, fordi Israel herefter var USAs allierede, hvis handlinger hele tiden kunne undskyldes med henvisning til erindringen om jøderne som ofre under Anden Verdenskrig (man bemærker sig tre mode- og kodeord fra aktuel akademisk amerikansk jargon: offer, magt og erindring).

Finkelstein skelner mellem 'jødeudryddelserne', som er de faktiske historiske begivenheder, og 'holocaust', som er »den ideologiske fremstilling af dem«.

Og denne ideologi - »ikke en vilkårlig, men snarere en internt sammenhængende konstruktion« - tjener ifølge Finkelstein til at legitimere Israels og USAs magtpolitik samt, især, til at skovle penge ned i 'holocaustnetværket': magtfulde jøders og jødiske organisationers kasser.

De aktuelle erstatningssager mod tysk industri og schweiziske banker er i Finkelsteins optik et fupnummer uden lige, og inkarnationen af hans fjendebillede er Elie Wiesel og hans foredrag til 25.000 dollar pr. gang.

Finkelsteins pamflet er en opdateret version af 'Zions vises protokoller': Jøder omtales ikke som enkeltindivider, men som gruppe, og denne gruppe hævdes at stå bag en konspiration, som vrider penge ud af uskyldige og forsvarsløse puslinge som f.eks. tysk industri og schweiziske banker.

At erstatningerne til tidligere slavearbejdere også kommer alle mulige andre end jøder til del nævnes ikke med et ord.


Det mest irriterende(for nu at sige det mildt) er, at denne antisemitiske jøde har fat i nogle forhold, som der er grund til at diskutere.

På det teoretiske plan er der spørgsmålet om holocaust som enestående. Kan mordet på de mange millioner jøder ikke sammenlignes med noget som helst andet, sådan som det hævdes i visse jødiske kredse? Er der tale om en unik og sakral begivenhed i menneskehedens historie?

Man kan godt svare nej til dette sidste spørgsmål og jo til det første uden på nogen måde at reducere omfanget af den jødiske tragedie under Anden Verdenskrig, og man er nok også nødt til det, hvis Hitlers 'Endlösung' skal kunne belyses, undersøges, forstås.

Men herfra og til at sammenligne holocaust symmetrisk med alt muligt er der et forkert spring, og dette spring tager Finkelstein hele tiden. Et enkelt ud af talrige eksempler:

»Clintonadministrationen glemte holocaust, da den tvang haitianske 'bådflygtninge', som flygtede fra de amerikanskstøttede dødspatruljer, tilbage«.

Hele amerikaniseringen, Hollywoodiseringen af Hitlers folkemord, fortjener vel også en overvejelse. I København har vi nu et Holocaustcenter - ikke et folkemords-, Shoa- eller Endlösungscenter. Man skulle tro, at Auschwitz lå i Amerika.

Ikke at Finkelstein for alvor kommer ind på denne amerikanisering, men hans raseri er dog primært vendt mod de amerikanske jødiske organisationer.

Og i spejl- eller vrangbillede demonstrerer han selv amerikaniseringen både ved sin amerikanske modejargon og, navnlig, ved sin fuldstændig manglende forståelse for, at Hitlers Endlösung var en kulmination af århundreders europæisk antisemitisme.


Sandt at sige ved jeg efter endt læsning ikke rigtig, hvad den centrale pointe hos Norman G. Finkelstein i grunden er.

Hvis pointen havde været, at der er noget, som hedder gravfreden, og at'holocaust' som kulturindustrielt væg til væg-fænomen forstyrrer denne fred, så ville jeg have haft forståelse for synspunktet - om end det jo er bydende nødvendigt at oplyse og fastholde erindringen om såvel jødeudryddelserne som historiens andre, store folkemord.

Men Norman G. Finkelsteins bog er selv en del af holocaust-fænomenets menings- og underholdningsindustri, og den er (bevidst eller ubevidst) gennemsyret af de klassiske antisemitiske konspirationsteorier i en sådan grad, at man kun kan regne den med, når man ønsker: Fri os fra det onde.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce