Der er nogle ting, man ikke kan opfinde - dem skal man have oplevet. Såsom at være barn af forældre der drikker. Derfor er det meget værdifuldt at læse nuancerede vidnesbyrd fra de børn, når de er blevet voksne og kan styre både kærligheden, skammen, skyldfølelsen og bitterheden. Et sådant vidnesbyrd er den 40-årige Lise Grues bog om sin barndom, 'Muslingeskallen'. En tryg og privilegeret barndom i Virum får en brat ende, da den lille Lises forældre bliver skilt. Faderen får en ny kone og en ny datter, og deres liv synes ordnet og harmonisk. Men moderen er som (vistnok) typisk repræsentant for sin generation og klasse bedst egnet til at blive forsørget. Hun har næppe fået nogen uddannelse, men har en kreativ åre og i glimt et smittende overskud. Men hun knytter sig til den ene umodne, alkoholiske og voldelige mand efter den anden. De synes med en enkelt markant undtagelse at have været hippieagtige med små kunstnere i maven. Nogle af dem var sikkert også livskunstnere, og en af dem var sød ved børnene. Han røg ud af andre grunde. Havde det ikke været for morforældrene og storebroderen Anton, som går over i den anden grøft af ansvarlighed og er en klippelignende støtte for den lille Lise, er det ikke godt at vide, hvordan det var gået hende. Moderen er såmænd kærlig og ærlig nok og har sine lyse øjeblikke af skyld og ansvarsfølelse og fin forståelse for sine børn (for eksempel klarer hun et mildt tilfælde af pædofili forbilledligt). Hvis ikke det var for den ulyksalige druk ville hun være en dejlig mor.
Mor drikker
Lyt til artiklen
