København fór lukt mod afgrunden i 1980’erne. Der var uenighed internt i kommunen mellem borgmestrene Egon Weidekamp og Villy Sigurdsson. Weidekamp ville have almene boliger, Villy Sigurdsson ville have slumromantik. Men de var enige om, at byen ikke behøvede private investeringer. Der var uenighed mellem staten, der ville have private investeringer, og kommunen, der holdt på sin sociale forpligtelser. Og med en meget stor forsørgerbyrde og relativt få skatteydere, nærmede økonomien sig hastigt gravens rand. »Gå i seng med fjenden« I 1980’erne blev der jævnligt krævet en udviklingsplan for København, men først i 1989 skete det. Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen havde sagt de forløsende ord: Det er nødvendigt at »gå i seng med fjenden«. Og resten er nu historie. En historie, som den tidligere planchef Holger Bisgaard fortæller.
Han mener, at det var afgørende for København, at der kom fælles fodslag internt i kommunen og mellem stat og kommune, så en økonomisk redningsplan kunne blive udformet, og at der kunne blive skabt den fornødne tillid til kommunens udviklingsplaner for de private investorer.
