Fantasien (eller indbildningsevnen) har længe haft en tilværelse i skyggen af fornuften. Men moderne kontinentale filosoffer som Nietzsche, Heidegger, Merleau-Ponty og den sene Wittgenstein har givet den en vis ære og værdighed igen. Fornuft og fantasi er nemlig i høj grad to sider af samme sag, de klarer sig ikke uden hinanden. Og sprog og viden hører ikke alene hjemme i de øvre regioner, i øjnene, ørerne, hjernen og taleorganerne som klassiske filosoffer antog. I dag argumenterer engelsksprogede filosoffer tillige for, at vi forstår med kroppen og taler med verden. Anders Fogh Jensen tager med 'Metaforens magt' fat i disse to sprogfilosofiske traditioner og bruger dem til at skabe en kritisk magtanalyse af vort sprog. Hjørnestenen i afhandlingen er den filosofiske metaforteori, som i 1980 fik en renæssance med George Lakoff og Mark Johnsons nyklassiske værk 'Metaphors We Live By'. Dens hovedpointe er, at metaforer er kognitive, dvs. måder vi forstår verden på og med. Metaforer er ikke blot sprogblomster, men selve roden til vores anskuelse af verden. Bogen har haft kolossal indflydelse, men Lakoff og Johnson glemmer selv, at de står på skuldrene af både den kontinentale tradition og (som Anders Fogh Jensen også glemmer) en stor moderne retorisk tradition. I.A. Richards 'Philosophy of the Rhetoric' fra 1936 optræder hverken i Lakoff og Johnsons bøger eller i Fogh Jensens, selvom det er et standardværk, der indeholder mange af de samme antagelser af metaforens natur. Men lad nu det ligge.
Den elastiske fornuft
Lyt til artiklen
