Vi har ord som terrorisme, tortur, vold, henrettelser og overgreb, vi har ord som massemord, deportationer, koncentrationslejre og gidseltagning. Vi har konkretiseringer af ordene med angivelse af de steder, hvor hændelser fandt sted - Treblinka, Auschwitz, Gulag, Srebrenica. Og stadig flere navne plottes ind i dette geografiens rædselskort: Oklahoma City, World Trade Center, Beslan. Hver dag føjer faktisk nye navne til, hvis man ellers kan overkomme at registrere og tage del i rædslerne. Nu skal vi så også prøve at forstå alt det frygtelige ud fra den dimension, der ligger i begrebet ondskab. Politisk retorik Ondskab har i de senere år fået et comeback i den politiske retorik. Khomeini mente f.eks., at USA var den 'Store Satan', og Reagan, at Sovjetunionen var 'ondskabens imperium'. Senere, i januar 2002, lagde Bush stemme til ord som 'ondskabens akse' om treklangen Irak, Iran og Nordkorea. Men ét er retorik og propaganda, noget andet spørgsmålet, om ondskab overhovedet er et seriøst begreb. Behovet for fjendebilleder Giver det f.eks. yderligere mening at kvalificere rædslerne i forhold til, om der er tale om ondskab? Er terrorisme ikke også altid ondskab, det er jo uskyldige mennesker, der ofres for en hensigt, som de ikke har lod og del i? Eller nedbrydningen af mennesker, der finder sted i tortur, er det ikke også altid ondskab? Eller er det måske snarere sådan, at alle disse rædsler kan udarte til ondskab, hvis de går over en vis grænse? Ondskab tilhører en anden sfære end f.eks. tortur. At torturere et menneske er noget klinisk-rationelt i sin grusomme meningsfuldhed, mens ondskab er forbundet med noget religiøst og moralsk. Her lægges der op til fordømmelse, ikke forståelse. Ondskab er på linje med begreber som galskab og vildskab, men ingen af disse begreber er på vej ind i psykiatrien. Også her har vi videnskabeliggjort vore begreber. Er vi nu på vej tilbage igen, ind i et semireligiøst område med begrebet ondskab? Det forsøger en spændende bog - 'Ondskabens psykologi' - faktisk at tage stilling til: Kan begrebet ondskab hægtes på de eksisterende teorier og videnskabelige undersøgelser, giver det mening i videnskabelig forstand? Eller er der tale om en effekt af den deklamerede 'war on terror', som har brug for med alle midler at skabe fjendebilleder? Definition: ondskaben som mål Derfor er det vigtigt at spørge: Kan ondskab forklares? Freuds bud var, at menneskets medfødte natur rummer ondskab, derfor kan den ikke udryddes, den findes også i det moderne menneske: »Skal man dømme efter vores ubevidste ønskers tilskyndelser, er selv det nuværende menneske, på samme måde som urmennesket, en morderisk rotte«. En seriøs videnskabelig tilgang går ud fra en anden tese: Vi er ikke født onde, men vi kan gøres til det. Det er her, psykologien som videnskab har indsigter, der er værdifulde at støtte sig til: Hvilke omstændigheder skal der til, for at mennesker bliver onde eller lader sig bruge i ondskabens tjeneste? Og bogen kommer godt rundt om både eksemplerne i al deres gru og de teoretiske perspektiver, der kan lægges ned over rædslerne. Men kan ondskab defineres mere præcist? Bogen forsøger og siger, at ondskab skal være tilsigtet, være grænseoverskridende og blive udført uden medfølelse med dem, det går ud over. Det onde skal altså have ondskaben som mål. Psykologisk forklaring Men så er gidseltagning og terrorisme vel ikke ondskab, for der er jo oftest en hensigt med grusomhederne. F.eks. befrielsen af Tjetjenien, som det var tilfældet i Beslan. Var det så ikke ondskab, det, der foregik i gymnastiksalen? Nogle vil mene nej og kalde det kynisme. Andre vil hævde, at selv om en handling starter med en intention om f.eks. forhandling eller tilståelse, så kan den ende med at være rent barbari og ondskab. Og hvad med den terrorisme, der ikke lader sig henføre til en enkelt person, men drejer sig om et systems undertrykkelse af hele folkegrupper? Her er der ikke nødvendigvis tale om at ville ondskaben, men ondskaben bliver en konsekvens af de handlinger, der iværksættes. Kan psykologien så forklare ondskaben? Svaret i bogen om ondskabens psykologi er ja - og nej. Ja, fordi vi i dag ved ret meget om de psykologiske påvirkningsfaktorer, der kan få et ellers normalt menneske til at begå de mest bestialske handlinger. Nej, fordi der er mennesker, der nægter at lade sig indrullere i en sådan umenneskeliggørelse. De siger fra på trods af det pres, der lægges på dem. Dehumanisering De klassiske socialpsykologiske eksperimenter om lydighed blev udført af Milgram og Zimbardo. Mange - men ikke alle - forsøgspersoner var villige til at gå langt ud over rammerne. Senere undersøgelser af hjernevask lagde nye indsigter til, og i dag kan psykologien give bud. Et af de mere spændende er formuleret af socialpsykologen Albert Bandura i 2004. Hans forståelse går ud på, at det ikke er et menneskes personlighedsstruktur, der ændres, når de gøres til 'hengivne krigere', det er moralen i forhold til at dræbe, der omdefineres. Derfor kan de handle uden »selvcensureringens snærende bånd«. De kan begrunde det moralsk rigtige i det, de gør, ud fra den nye moral, de er tilført. De har fået et nyt styringssystem, der fungerer som en ideologisk begrundelse og udvikler en beredvillig lydighed. Processen kaldes også en dehumanisering eller umenneskeliggørelse, og den omfatter en række delprocesser, hvor personen fratages sin tidligere menneskelighed, samtidig med at der udvikles loyalitet over for et stærkt fjendebillede. Selvkritisk refleksion Det centrale i den psykologiske forståelse er, at der skabes en social og ideologisk virkelighedsopfattelse, og den er rammen for udviklingen af de personer, der kan føre denne virkelighed ud i livet og se noget positivt i det. De 'onde' er altså personer, der oplever at gøre 'det gode' i deres rædselsgerninger. De kan begrunde deres handlinger, fordi de andre er 'undermennesker' eller 'gule sataner' eller 'vantro' eller 'svin' eller fra den danske scene: 'muhamedanere', som Glistrup (i maj 2001) omtalte som »femtekolonnefolk og bødler«. Fjenden skal defineres som ikke-mennesker, derefter er der en hel del, der går af sig selv. De psykologiske forklaringer rummer flere afsæt for selvkritisk refleksion. Et drejer sig om, at selve begrebet 'ondskab' er opfundet som en del af vores eget fjendebillede, for det er alene de andre, der er onde. Vi er de frelste. Billederne fra Abu Ghraib-fængslet gav lidt ridser i lakken, men ikke alvorligt, for det var jo harmløst - siger vi. Og så skelner vi bekvemt mellem den rigtige ondskab og så den ondskab, vi selv står for, men som siges at være nødvendig for at udrydde den rigtige. Det godes psykologi Kan begrebet ondskab tilføre vores forståelse noget i videnskabelig forstand? Bogen giver ikke et definitivt svar, og det skal den bestemt ikke bebrejdes. Men den giver til gengæld masser af viden og indsigt i de mekanismer, der får mennesker til at begå de grusomme handlinger. Og den tør ende med spørgsmålet: Hvad får mennesker til at gøre det gode - på trods af al den ondskab, der findes i de destruktive systemer? Hvad får mennesker til at fastholde en høj moral og til at udvise civil courage? Hvad får mennesker til at tage de svages parti og kæmpe mod undertrykkelsen? Det har vi brug for masser af psykologisk viden om, hvis vi skal fastholde et håb. Her ligger en opgave for forfattergruppen til at skrive om det godes psykologi.