Når talentfuldt anarki og nonsens udfolder sig i ellers stramt regulerede universer, afstedkommer det gerne en grænseløs fryd.
For eksempel Victoriatids-Englands modtagelse af ’Alice i eventyrland’ til Palme-Sveriges ditto af Hasse & Tages overstadige film. Tommelfingerregelen gælder også i avisen – hvis den ellers får lov – hvad ATS daglig bekræfter.
Men et andet fuldblods eksempel fra nyere tid er Peter Lautrops og Povl Høst-Madsens reportager om BBF, Bamsernes Befrielsesfront, på Dagbladet Informations sider i årene 1979-85.
Så vindt og skævt et fremstød i pressehistorisk såvel som kunsthistorisk sammenhæng, at de fortjener den dokumentation, de nu har fået. Skønt ’dokumentation’ måske er så meget sagt, for selv en orden så simpel som datering af de aviser, hvor tekst og tegninger oprindelig var trykt, er fraværende.
Man må klare sig med svævende angivelser som »det tidlige forår 1979«, »vinteren 1979«, »for nogle dage siden« eller slet og ret »onsdag«. Ikke fordi oplysningerne ikke har foreligget, men fordi bogen med »hele historien« er skrevet og redigeret i bamsernes egen ånd: Befrielsens.
'Bamsekamp er også klassekamp’
Tidspunktet var ellers ikke ligegyldigt: Efter godt ti års antiautoritære bevægelser var kvindernes, bøssernes, børnenes og alle de andre undertryktes befrielsesfronter godt i gang med atter at størkne til ’den korrekte linje’s besværgelsesfronter.
Dér skulle hverken Informations tegner eller rets- og kriminalreporter indrulleres.
Fortroppen for proletariatets kommende diktatur anede nok allerede uråd med Lautrops 1. maj-tegning i 1979: ’Bamsekamp er også klassekamp’.
Enhedsfront var det synd at kalde det: Foruden ’Rød 1. maj’ skilter bamseflokken med ’Violet 1. maj’ og ’Sort 1. maj’. Ja, en enegænger går for sig under slagordet: ’Undgå splittelse – hver bamse sin demonstration’.
Så da man »i begyndelsen af sommeren 1979« kunne læse i Information, at »Bamsernes Befrielsesfront har besat landsbyen Quistgaard ... Store politistyrker udkommanderet«, virkede det ikke alene befriende på landsbyen i Nordsjælland, nu »fristad«, men på bladets læsere over hele landet.
LÆS OGSÅ Nøgne gamle mænd holder dampen højt oppe
Snart bølgede debatten i bladets spalter mellem hidtil ukendte bevægelser og fraktioner: Kjeld Koplev afslørede sig som vicepræsident for Den Pandaistiske Verdensbevægelse, og Barbara Gram som talskvinde for Dukkebevægelsen: »Rejs jer, alle dukker! Duk de andre!«.
Dagens Nyheter videreførte bamsernes befrielse i den nordsvenske flække Ramsele i julen 1979. I 1985 vendte bamserne tilbage i Information: Lautrop, Høst og bamsen Gustav rejste til det daværende DDR og mødte i ingenmandslandet ved Muren ’De vilde kaniner’, som Gnags havde sunget om.
Bamserne var svære at sætte i bås
Siden kom Lautrop til Berlingeren som fast kunstnerisk supplement til bladets kronik, og efter nogle år som bl.a. sprøjtefører på ’seminaristsprøjten’ skiftede Høst-Madsen til Ekstra Bladet, hvis bagside han hærgede i årevis under dæknavnet ’Gamle Madsen’.
Og nu, mere end 30 år efter, er så hele historien samlet, yderligere suppleret med genoptryk af den ’Bamsebog for hus og hjem’, som Informations Forlag dengang glædede sine læsere med.
Undergravning af revolutionsbevægelsernes selvhøjtidelighed? Happenings på tryk? Koket underfundig gonzo-journalistik som charmerende halvtegneserie?
Får sin hædersplads i de fines rækker
Ja, noget af alt dét. Men også »urfortællingen om en parallelverden, der til forveksling ligner vores« og som, med kunsthistorikeren Louise C. Larsens ord, er »indbegrebet af bladtegningens styrke«.
I hendes meget vidende essay om Lautrop og bamserne »i kunsthistorien« er der – ligesom i hendes og Amalie Foss’ nylig udgivne bog ’Folkets kærlighed vores styrke – eller hvorfor bladtegningen er kunst’ – nye bidrag til et af de mere underbelyste kapitler af dansk kulturhistorie: det om bladtegningen i skæringspunktet mellem kunst og oplysningsvirksomhed.
Når dét engang bliver skrevet – trods kunsthistorikernes ringeagt for det masseproducerede billede og pressehistorikernes uvidenhed om alt andet end ord – har Lautrop sin selvtegnede hædersplads.
fortsæt med at læse
