Og det var på Skanderborg station/ der blev mine tanker forfløjne« skrev Sophus Claussen i 1895 i digtsamlingen 'Pilefløjter' - Han skrev om en pige på perronen med nøddebrune øjne, en pige, som han dels glemte, og dels aldrig kom til at glemme. Og der var Katinka Bay, stationsforstanderens hustru, som Herman Bang så et glimt af i en vinduesindramning, mens toget gled forbi. Hun blev til den stille heltinde i hans roman 'Ved Vejen'. Og så i 1975 fik nu afdøde designchef Jens Nielsen idéen til DSB's kunstplakater og skabte dermed en tradition, der blev meget smuk og langvarig. Rejsen har et element af ansvar og planlægning, men den er også en invitation til eventyr og lyst. Hver rejse er et opbrud, og der er intet, som fascinerer så meget som mennesker og et tog. Da min bror og jeg var små og legede med modeljernbane, tegnede vi selv plakater til husene - ikke bare stationernes navneskilte, men små æstetiske plakater til at pynte i landskabet. En af mine yndlingsplakater var rød og hed 'Pas på toget', og jeg genså forleden pludselig formuleringen med et veritabelt erindringschok hos boghandleren. Her er bogen med DSB-plakater gennem 25 år: 'Pas på toget'. Det betyder: Pas på rejsen.
Hvor skal vi hen, du?
Lyt til artiklen
