Tiden er i første række vores samtid. Og stedet er den urbane vestlige kultur, præget af et ekstremt højt stimulationsniveau, grænsesøgning og det menneskelige begærs ophøjelse til den højeste og eneste gud. Henrik Høgh-Olesen opsøger i 'Mennesket og det ukendte' rødderne for, hvad han kalder senmodernitetens dionysiske kultur hos Faust, Kierkegaards æstetiker og i Baudelaires Paris. Ligesom han giver sine bud på det psykologiske grundlag for fremherskende kulturelle fænomener fra ekstremsport (bungee jump, bjergbestigning osv.) over grænseoverskridende chokæstetik og reality-tv, til angst for fremmede og Dansk Folkepartis tag i den danske befolkning. Samtidig gives der et bud på menneskets natur, og hvad der kendetegner mennesket som art. Dette er befriende i en tid, hvor megen psykologisk litteratur har en tendens til at reducere menneskets psykologi til en kulturelt bestemt størrelse - og dermed noget flygtigt, midlertidigt og dybest set tilfældigt. Mennesket har nogle iboende strukturer og tilbøjeligheder, som betyder, at der er grænser for dets fleksibilitet og evne til at tilpasse sig kulturelle forandringer.
Mellem tryghed og nysgerrighed
Lyt til artiklen
