I Berlins nye museum, Topographie des Terrors, nær Potsdamer Platz, har man netop åbnet en udstilling om processen mod Adolf Eichmann i Jerusalem.

Det er 50 år siden, retssagen startede. Udstillingen er glimrende, ikke mindst fordi den er lille, overskuelig og levende. Ondskabens banalitet Men til skræk og advarsel er den forsynet med et giftskab. I dette giftskab befinder sig Hannah Arendts berømte og stadig berygtede bog om ’Eichmann i Jerusalem – En beretning om ondskabens banalitet’. Kuratorerne modstiller udstillingens tragiske emne med tre muntre forsider af The New Yorker, det amerikanske tidsskrift, hvori Arendts skelsættende reportager fra sagen blev bragt løbende, inden de blev udgivet i bogform. De viser os et kulørt ugeblad. På en forside vimser lyserøde og blomsterkransede balletdansere omkring. Ved et billede af den »omstridte« bog selv får vi at vide, at »mange« fandt bogens portræt af Eichmann for en »ubærlig bagatellisering af gerningsmanden«. Det fastslås som en kendsgerning, at Arendt med sin kritik af »de jødiske råds understøttelse« af Eichmann blander ofre og gerningsmænd sammen. Et foto af Arendt er forsynet med en udsøgt nedsættende billedtekst, der intet har med Eichmannprocessen at gøre. Ikke kun Eichmann, men også Arendt er sat på anklagebænken her. Thomas Manns bror Det er vidunderligt, at der samtidig, men tilfældigvis, udkommer en bog, der dokumenterer den strid, der opstod i Tyskland, efter at Arendts bog var udkommet i 1963 – og tyske forlæggere vred og vendte sig ved tanken om, at man måske blev nødt til at oversætte og udgive den i Forbundsrepublikken.