Når et gastronomisk geni i verdensklasse ramler sammen med en tilsvarende mangel på selvkontrol og administrationstalent i én og samme person, kan en mand lægge køkkener og skæbner øde. Også ind imellem sin egen. Sådan tegner sig i al korthed opskriften på Søren Gericke. Han var den Aladdin, der gned på lampen og tændte op under de hjemlige gryder, så det gav susen for smagsløgene. Han blev en gud for seriøse gourmeter, tåbelige madsnobber og bjergtagne kolleger, men også en skræk for sine omgivelser, for man vidste aldrig, hvornår potter og pander fløj gennem luften til en verbal slipstrøm, der ville ryste publikum i Bakkens Hvile. Succes og nedture Når man har fulgt hans karriere fra den første fond over de sublime stjernestunder på Plaza, Søllerød Kro og Anatole, de to første steder endda i flere runder, kunne man have undt ham en bedre skæbne end den, der tegner sig i 'Mestersnak', en bog, som hans tidligere kone, journalisten Pernille Plaetner har skrevet om ham, for det er en bog om succes, vildskab og nedture, der i sit mønster ligner de biografier, der er skrevet om tilsvarende stjerner i underholdningsverdenen fra Judy Garland til Dirch Passer. Prisen for at være Søren Gericke har været høj, men omgivelserne har også måttet betale. De fleste har gjort det uden at kny. Også Søren selv. Ingen klynk med ham. Røverhistorier 'Mestersnak' er ikke en af de patetiske ekskonebøger, for som Pernille Plaetner skriver i forordet: »Jeg har, og vil altid have, en uafrystelig kærlighed til Søren. Han gav mig i den grad kam til mit hår, men da jeg efter otte års samliv kastede håndklædet i ringen, var det ikke, fordi kærligheden var sluppet op. Det var kun kræfterne«. Det er mange timers båndoptagelser med Søren Gericke, der ligger til grund for bogen, og tonen i hans beretning er ramt på et hår: hæsblæsende, saftig, sjofel, varm og skånselsløs. Her fortæller en røver røverhistorier, som han selv udtrykker det. Gericke fornægter ikke sin hang til det mytomane. Det blomstrer især i beretningerne om den særprægede barndom i et København under overfladen, hvor de stærke og skæve miljøer trak i den totalt utilpassede knægt, der satte hjemmet og somme tider skolen på den anden ende, så mor måtte stikke ham en stesolid, når det var værst, et middel, han senere udbyggede kraftigt med øl og rødvin. Søren røg på diverse institutioner, stak til søs, smuglede, horede og giftede sig, da han var 18 med en pige på 17, der var gravid. Siden giftede han sig endnu flere gange, fik endnu flere børn. Var en elendig far, en troløs mand, der bare tog til Grønland eller Paris fra menagen, for sådan måtte det være. Det måtte kvinderne sgu da bare ta' og forstå! Storblomstrende mandschauvinist. Også det. Modeskaber i det danske køkken Det var trods alt vor mor, der fik Søren anbragt i kokkelære på byens mest uhumske restaurant, Regina, der må have været storleverandør af mavetilfælde. Søren var ordblind og kejthåndet, i enhver forstand. Først da han kom i kontakt med tidens, ja, vel alle tiders største hotelmand i Danmark, Jørgen Tønnesen, kom talentet til fri udfoldelse. Tønnesen blev det unge genis velgører, sendte ham til Paris som køkkenchef i den senere stjernedekorerede Restaurant Copenhague. Hjemme igen fik han Plaza til at funkle - det var den store mousseperiode med mousser af alting fra selleri til hummer. Søren blev modeskaber i det danske køkken. Tæskede en hel generation af kokkeelever frem. Da han var på toppen, forlod han Tønnesen og Plaza sammen med direktør Hans Jørgen Eriksen, der havde fået ideen og fundet financieren, manageren Knud Thorbjørnsen, til den eksklusive Anatole i Gothersgade. Det blev et bittert kapitel i karrieren, som her gøres op med et rent karaktermord på kompagnonen Eriksen. Sørens store soldetur Bogen er også et stykke dansk restaurationshistorie, som kollegerne Erwin Lauterbach og Erik Geppel bidrager til, ligesom vennerne Ole Palsby og Per Kirkeby. Geppel fortæller bl.a. om Sørens store soldetur, der kostede Jyllands-Posten 75.000 kroner i løbet af et par døgn. Uanset alt er der altid sympati omkring Søren, det hudløse menneske, det dumme svin og den geniale kok. Bogen tynder ud hen mod slutningen, der også er den mindst gloriøse i Gerickes karriere. Spisehuset i Rønde, Filmskolen i Ebeltoft, Trapholt, Klitmøller - og nu et nyt eventyr med den nyåbnede Grisobasowitz i København. Han går aldrig af kog.