»I det svage lysskær så jeg tydeligt den gamle guldåre strække sig over hele skaktens bund... få øjeblikke efter stod jeg med det stykke guldholdige kvarts, som viste mig, at jeg havde nået mit mål, og at jeg som den første hvide mand stod på et af de steder, hvor de gamle fønikiere i længst forsvundne tider havde gravet deres guldrigdomme frem af jorden«. Dybt inde i Matabeleland havde danske Robert Andersen fundet kong Salomons sagnomspundne miner. Hovedpersonen er i dag så ukendt, at han end ikke har fået sit navn på forsiden af en ny bog om ham.
Den ludfattige knægt fra Langeland, begavet med to hårde næver, kløgt, vilje og held, vendte i 1906 hjem som Danmarks rigeste guldgraver. Et tilfælde førte de to kulturgeografer Jesper Bosse Jønsson og Michel Helt Knudsen på sporet af den glemte guldgraver. Deres bog om Robert Andersen er resultatet af flere års gravearbejde, og som i ødemarken skal der hakkes, graves, vaskes og sorteres mange ord for hver eneste lille guldklump. Vigtigste kilde er Robert Andersens selvbiografi fra 1938. De har klogelig genfortalt hans historie med nye ord og sat den i sammenhæng med den store historie, han var del af. Trak sig ud som mangemillionær Vi er i Victoriatiden, London er det britiske imperiums centrum, og Europas stormagter deler Afrika mellem sig.
