Hvis man ikke kan få nok af Tjekhov - og det er der jo nogen af os, der ikke kan - kan man glæde sig over jævnlige opsætninger (senest en fornem ’Mågen’ på Det Kgl. Teater) og bogudgivelser. På russisk findes vel hyldekilometer om Tjekhov, herunder brevvekslinger og erindringer fra folk, der kendte ham. Anton Pavlovitj Tjekhov (1860-1904) var en berømthed, allerede mens han levede. Nu er der kommet en amerikansk bog, 'Memories of Chekhov. Accounts of the Writer from his Family, Friends and Contemporaries', med oversatte erindringsstumper og brevcitater til og fra og om denne taktfulde, afvæbnende mand med den lavmælte, med alderen mere og mere medlidende humoristiske sans. Muligvis på grund af sovjettidens bornerthed er et par generationer vokset op med indtrykket af Tjekhov som nærmest aseksuel. Men i et par brevudgivelser fra 2004 og 2007 bliver der lukket op for posen. Forfatterens hengivne søster, Maria Tjekhova, bestyrede fra 1922 til 1957 arkivet efter hans tidlige død af tuberkulose. Og hun tilbageholdt og slettede i Tjekhovs intime, maskuline betroelser og pralerier i brevene til forlæggeren Suvorin, som denne bog har oversat brudstykker af. Her fortæller Tjekhov om de mange forskellige kvinder, han har 'haft' - for ikke at sige 'brugt', med den tids sprog. Tragisk romantik Både i Japan (hvor geishaen var »som at ride en fuldblods dressurhest ... hun ler og spøger hele vejen igennem«) og Sri Lanka (»under kokospalmer i måneskin«). Han brokker sig over, at det er umuligt at nedlægge en fuldt påklædt kvinde i et pænt hus, uden at familien opdager det, og forbander sofaers uhensigtsmæssige konstruktion. En affære med en respektabel kvinde tager alt for megen tid. For det første skal det foregå om natten. På hotelværelset vil hun ryste af skræk og bange postcoitale anelser. »Så vil det tage en time at klæde hende af og snakke hende igennem det, og på hjemvejen vil hun se på dig, som om du har voldtaget hende, og mumle: »Nej, jeg vil aldrig tilgive mig selv det her««. Tjekhovs tuberkulose har forlenet ham med tragisk romantik i russiske kvinders drømme. Men i sine sidste 15 år havde han altså også 30 dokumenterede 'faste' elskerinder.
Børn avlede han, så vidt vides, ikke; han havde ellers ifølge et brev til Suvorin glædet sig til at prale over for en søn af sine eksotiske erotiske oplevelser. Først som 40-årig giftede Tjekhov sig med den unge skuespillerinde Olga Knipper, men det er en anden historie. Vidnesbyrdene i 'Memories of Chekhov' er taget fra russiske tidsskrifter, aviser og bøger og - desværre noget ubehjælpsomt - oversat og redigeret af Peter Sekirin, lingvist fra universitetet i Kijev, Ukraine, nu bosat i Canada. Ville være psykiater Han har tidligere redigeret materialer om og af Dostojevskij og Tolstoj. De små tekststykker står - bortset fra en 'livslinje', en kommenteret bibliografi og et register bag i bogen - ret uformidlede. Men måske er det bedst sådan, redaktørens ikke indlysende forudsætninger taget i betragtning. Den almindelige Tjekhov-fan vil finde oplysende punktnedslag om manden, Gorkij kaldte »vidunderlig«. Det er også Gorkij, der skriver, at Tolstoj kærtegnede Tjekhov med blikket. Den 32 år ældre Tolstoj var samtidens gud, og han beundrede Tjekhovs noveller. Men eftersom Tolstoj mente, at skuespil skal demonstrere et problem, var han ikke meget for Tjekhovs stykker og hævdede, at de var »endnu værre end Shakespeares«. Tjekhov, der ikke kunne sige sig fri for en vis benovelse i selskab med den gamle mester, trøstede sig med sammenligningen ... Tjekhov var stolt af sin lægeuddannelse og brugte den jævnligt. Var han ikke blevet forfatter, sagde han, ville han have været psykiater. Han forenede sine psykologiske iagttagelser og sine dybe humanisme med stor (og tidstypisk) naturvidenskabelig nysgerrighed. I 1890 foretog han en imponerende og farefuld rejse til et helvede på Jorden, som de færreste vendte tilbage fra: fangekolonien på øen Sakhalin øst for Sibirien, nord for Japan. Her udførte han i løbet af tre måneder en folketælling, opsøgte hver eneste af øens beboere og skrev 10.000 identifikationskort med sin sirlige håndskrift. Drømte om bedre tider Tjekhov var en disciplineret håndværker; han havde trods alt som medicinstuderende forsørget sine forældre og søskende ved at skrive humoresker på samlebånd. Han drak ikke synderligt, sad ikke oppe om natten, men arbejdede fra morgenstunden og opfordrede uden undtagelse alle håbefulde skribenter til at skrive, skrive og skrive - det var måden at lære det på. Tjekhovs noveller er en evig kilde til sproglig og psykologisk fordybelse og fortabelse - og der er mange af dem. Men han er alligevel internationalt mest kendt for sine teaterstykker - først og fremmest de fire uomgængelige klassikere: 'Onkel Vanja', 'Mågen', 'Tre søstre' og 'Kirsebærhaven'. Deres personer drømmer ofte om en meget bedre fremtid for menneskene om et par hundrede år. Og det var efter alle vidnesbyrd at dømme, hvad Tjekhov selv i ramme alvor drømte om. I mellemtiden havde han ingen illusioner om samtidens Rusland - eller mennesker, for den sags skyld. Men han holdt af dem og bar over med dem; altid, til daglig, i skrift og praksis, som denne bogs udsagn også viser. Men derfor kunne man jo godt nedlægge nogle damer. FACEBOOK
