Det er umuligt at efterligne Marguerite Duras, og alligevel prøver folk altid på stribe og mislykkes jammerligt. Intet er tilsyneladende mere besnærende enkelt end at skrive som Duras: Korte sætninger, en særlig tone, karsk og melankolsk i lige mål, drøj og hård som flint, men også silkeglat og fin. Duras døde i 1996, men som noget af det sidste udkom den korte, fyndige 'At skrive', der er en slags retransskription af tre dokumentarfilm om og med den aldrende Duras, og som er blevet udnævnt til at være en art litterært testamente fra den gamle madame. I teksten kredser Duras om en række velkendte temaer og fikspunkter i sit lange og meget begivenhedsrige forfatterskab og liv - døden, begæret, ensomheden, hendes elskere - men i særdeleshed reflekterer hun over skrivetilstandens mærkelige rum. Helt konkret tager hun afsæt i Virginia Woolfs gamle pointe om, at det gjaldt for kvinden om at »få sit eget værelse«. Først da Duras for de penge, som salget af et filmmanuskript indbragte, kunne købe sit eget, 400 kvadratmeter store hus i Neauphle-le-Chateau, kom hun for alvor til at kunne skrive. Og det hun selv skriver om skrivningen har nok især bud til andre skrivende eller til de dedikerede Duras-læsere. Det fratager ikke teksten dens værdi, blot er der tale om en raritet, en udsøgt, men også lidt lapidarisk perle, hør f.eks. det staccato-agtige i disse første linjer: »Det er i et hus, man er alene. Ikke uden for det, men inde i det. I haven er der fugle, katte. Men en gang imellem også et egern, en fritte«.
Skriftens ensomhed
Lyt til artiklen
