Vi tror, vi ved, hvordan vikingernes verdensbillede så ud, før Norden blev kristnet: aser i Asgård, mennesker i Midgård, jætter i Udgård. Lodret dannede Yggdrasils forbindelse mellem oververdenens grønne krone og rødderne i underverdenens bundløse dynd. Dén akse fokuserer Henning Kure på:
Verdenstræet er transportvej for udvekslingen mellem det materielle og det åndelige, potentiale og realisering, kvindeligt og mandligt, mørke og lys, død og genoplivning.
Gennem Ragnarok – ordret ’magternes proces’, ikke ’dommedag’ – kommer Odin, Vile og Ve bogstaveligt fra ilden og i asken: Da solen er slugt, og horderne fra Muspelheim har svedet hele molevitten af, står kun Ask Yggdrasil tilbage. Her genfinder guderne så deres skakbrikker og spiller videre om vores liv.
Dét kan man kalde et solhverv! Men her får vi det velkendte stof på et helt nyt grundlag. Eller rettere: på et meget ældre.
Nordisk mytologi
Den nordiske mytologi kender vi nemlig især via islændingen Snorri Sturlusons Edda, skrevet omkring år 1220 på grundlag af en række allerede eksisterende myte- og heltekvad.
Mange af kvadene – som ’Vølvens spådom’ og ’Den højes ord’ – findes også i andre håndskrifter, der før misvisende blev omtalt som ’Den Ældre Edda’; Edda er kun Snorris titel.
Hvordan så nordboernes verdensbillede mon ud, før turen gennem munkenes fjerpen og formidlingsfilter? Læst med friske øjne kan kvadene belyse dét, for deres poetisk bundne form bevarer bedre en ’urmyte’ end Snorris prosa.
Sproget er verdensbilledet
Modsat andre forskeres svar er Kures imidlertid ikke lukket inde i fagterminologi og fodnoter, men forståeligt for enhver og dog lige så omfattende som den tidligere forskning og tolkning, han bygger på og til dels gør op med.
Stadig på sprogforskningens grund: Oldnordisk er og bliver hovedvejen til verdenssynet. Ja, sproget er jo verdensbilledet, kun dér udveksler vi erfaringer. Så dér finder Kure sit bud på de førkristne vikingers syn på verdens og menneskenes opståen.
Titlens polemik med Johannesevangeliets første sætning – »I begyndelsen var ordet« – har sprogligt belæg: Ymer er urjætten, hvoraf de første guder skabte Jorden. Men ymr er oldnordisk for ’larm’, ’brøl’ eller ’skrig’, og navngivningen – skrigets artikulering til ord – er skabelsen af vores virkelighed, siger Kure.
I øvrigt med blandt andre Vølven og vores egen Thomas Bredsdorff i ryggen; faglitteratur og noter, kilder og indeks er nemlig med, de står bare ikke i vejen inde i teksten.
Ask og Embla, Adam og Eva
At myternes første mennesker, Ask og Embla, delte forbogstaver med Adam og Eva, bekræftede for 1200-tallets kristne ideen om, at den oprindelige, sande gudstro gennem syndefald og folkevandringer var forvansket til hedenskab.
Kure følger et andet spor: Foruden træsorten kan ’Ask’ også betyde ’kæp’ og dermed – som i dag – det mandlige ’lem’. Og Embla kunne være ’skede’, skabt af to stykker elmetræ.
Mandlige og kvindelige kræfter gentager vekselvirkningen (snarere end modsætningen) mellem gudemænd og jættekvinder tidligere i kvadet; forbinder over- og underverden. Her finder også nornerne og dværgene deres plads – tidligere slet forklaret.
En tiltrængt kraftindsats
Møjsommeligt renser Kure myterne for en (kristen) dualisme mellem ’godt’, der skal udslette ’ondt’, og erstatter det med ’dualitude’ – jeg ville sige: et komplementært verdenssyn (modsætningernes indbyrdes uundværlighed):
»Tanken eksisterer ved at blive virkeliggjort. Verden eksisterer ved at blive set og sanset. Det er ikke et spørgsmål om godt og ondt. Helhed kan aldrig være en enhed«. Ikke en paradistilstand, der ender i dommedag, men »en bestandigt gentagende proces af bearbejdelse og forvandling«.
Kures radikalt nye bud på en ’nordisk genesis før Ansgar’ er en tiltrængt kraftindsats. Om detaljerne måler sig med en karrierefilologs ph.d.-afhandling eller mere, må nærstudier afgøre.
Vigtigst er det, om hans nytolkning af både ord og skrig kommer tættere på en ’oprindelig’ verdensforklaring, end Snorri gjorde. Eller om Kures udlægning er lige så farvet af vores tid, som Eddaen var af sin.
fortsæt med at læse

'Valhalla' er en national formidlingsbedrift
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.





























