Med en gigantisk indsats over 30 år har holdet bag tegneserien ’Valhalla’ – først og fremmest tegneren Peter Madsen og idé- og tekstophavsmanden Henning Kure (se også anmeldelse af sidstnævnte nedenfor) – løftet den nordiske mytologi som kulturarv over i masseunderholdningens tidsalder.
Asernes verden og hele det mere eller mindre lavmytologiske mylder af dværge, trolde, nøkker og huldrer, som tidligere generationer fik formet af tegnere som Lorenz Frølich, Louis Moe, Th. Kittelsen m.fl., har dermed fået nyt liv for nye slægtled.
Kulturarv, ja. Ikke bare – som et af forbillederne, Asterix – en humoristisk udnyttelse af velkendt stof, selv om det oprindelig kunne have udviklet sig i farcens retning.
Stoffet tog magten
Under arbejdet med de første bind og med filmen blev figurgalleriet eksempelvis udvidet med Quark – efterkommer af urjætten Ymer – og med ham en stribe mytisk helt uautoriserede drengestreger.
Men som det ofte går: Stoffet tog magten over dem, der havde bemægtiget sig det. Kure gravede sig stadig dybere ned i de norrøne mytekvad, bag om Snorris Edda-version, så flere og flere andre sagn blev vævet ind (og han udmøntede det desuden i værket ’I begyndelsen var skriget’).
Og Madsen svingede sig – i vekselvirkning med sine bibelske tegnerprojekter ’Menneskesønnen’ og ’Historien om Job’ – kunstnerisk stedse højere, mod det autentisk nordiskes barske og storslåede hav- og bjerglandskaber, hentet hjem fra research i hele Nordatlanten.
Ringen er sluttet
Med de fem samlebind – tre historier i hvert – står helheden klar og langt mægtigere end delene:
I det oprindelige første bind, ’Ulven er løs’, var bæstet for eksempel en legesyg hvalp og kæledyr for menneskepigen Røskva; men den ender med at sluge solen som optakt til Ragnarok i 15. bind, ’Vølvens syner’ – og Røskva er blevet den synske vølve.
LÆS OGSÅ Valhalla ender i Ragnarok på tirsdag
Ringen er sluttet, og indimellem har så godt som hvert eneste overleveret oldnordisk kvad leveret stof til denne gendigtning, humoristisk af udtryk, men kildetro af væsen. Hvilket alt sammen fremgår af det fyldige bonusmateriale, der tager læserens videbegær alvorligt uanset hendes alder.
’Valhalla – Den samlede saga’ er en formidlingsbedrift af den slags, der ville udløse litterære ærespriser og nationale æresmedaljer, hvis ikke lige mediet havde været tegneserien.
fortsæt med at læse
