Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.


Argumenterne bag vores samfund

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er det tyvende århundredes mest markante, iderige, overbevisende og efterhånden måske også mest indflydelsesrige bog om politik, der nu foreligger på dansk - med 56 års forsinkelse.

Karl Poppers store værk om det åbne samfund er det tætteste, man kommer på en grundtekst for de demokratiske velfærdssamfund, vi lever i.

At tale om en art politisk bibel eller et autoritativt værk ville dog være absurd, Poppers metode, åndsform og stil taget i betragtning.

Hans ærinde er at lægge de skarpest tænkelige analyser frem, kritisere til bunds og vove at skitsere alternativer til det, der ikke holder.

De svage punkter skjules ikke, men fremhæves, og den bevidste klarhed garanterer forfatterens hensigt; at værket ikke skal have anden autoritet end den, gode argumenter kan give.


De principper, vores demokrati hviler på, er oprindelig formuleret i det nittende århundrede, på ryggen af attenhundredetallets oplysningsidealer, og i konfrontation med fortidens magthavere - konger, adel, kirke, godsejere og så videre.

I det tyvende århundrede, hvor religionen havde mistet autoritet og de fleste privilegier var afskaffet, stod det liberale demokrati over for nye udfordringer.

Både til højre og til venstre var der nye alternativer, inspireret af videnskabens nye forklaringskraft, og optændt af ønsket om at erstatte kriser og konstante forandringer med ny og sikker viden om menneskenes behov, samfundets love og historiens gang.

Det er i forhold til disse nye alternativer til de liberale demokratier - nazisme og fascisme på den ene side, marxisme og kommunisme på den anden - at Popper opstiller sit forsvar for det åbne samfund.

Om Popper er social-liberal eller socialdemokrat er et godt spørgsmål. Da han skrev 'Det åbne samfund' havde han i 20 år været medlem af det østrigske socialdemokrati, men var dybt skuffet over både dets hjælpeløshed over for nazismen, og dets misforståede tilslutning til marxistiske teser.

Efter krigen ville han derfor ikke kalde sig socialdemokrat og brugte hårdt presset snarere betegnelsen (politisk) liberal af den gamle skole, hvis han skulle definere sig selv politisk.

I nutidens perspektiv understreger denne tvetydighed eller bredde blot, at Popper er vore samfunds teoretiker. I 'Det åbne samfund', synes jeg selv, mest han lyder som en liberalt sindet, men stærkt socialt engageret socialdemokrat. Men pointen er naturligvis, at han bør være fælles gods for alle moderne demokrater.


Det åbne samfund - og dets fjender' udkom i 1945 og Popper kaldte det selv for sin krigsindsats. Ikke fordi de to bind på nogen måde omhandler Anden Verdenskrig, men fordi værket er et opgør med de totalitære ideologier, der her tørnede sammen.

Den ene - nazismen - led afgørende nederlag, den anden blev efterkrigstidens største politiske udfordring, i form af marxismen som statsreligion i Østeuropa og revolutionær bevægelse overalt.

Det er et metodeprincip for Popper, at modstanderen skal angribes i hans stærkeste opstilling, og at det er hans stærkeste argument, der skal pilles fra hinanden. Det er derfor, at Platon og Marx (med Aristoteles og Hegel i biroller) er hovedpersonen i henholdsvis det ene og det andet bind af 'Det åbne samfund'.

Det er umuligt i en selv nok så lang anmeldelse at yde det festfyrværkeri af kritiske analyser, som de to bind rummer, retfærdighed.

Poppers stil er klar og enkel, hans uvilje mod at benytte sig af de kneb, der udgør store dele af fascinationskraften hos filosoffer som Wittgenstein eller Heidegger, for slet ikke at tale om nutidens litteraturteoretikere, gør ham til en fornøjelse at læse.

Men man skal ikke lade sig narre af den åbne stil; hans tekst er tætpakket med argumenter, de fleste af dem originale og - en undervurderet kvalitet blandt mange teoretikere - holdbare og gyldige, også når de bliver taget ud af den sammenhæng, de er formuleret i.

At de fleste kapitler er formet som en vedholdende og sønderlemmende kritik af store filosoffer, bør heller ikke skygge for den egentlige pointe: Popper begrunder og beskriver, hvordan et åbent samfund bør virke, og fremsætter dermed en egentlig politisk filosofi.


Der er to forhold, der har forsinket og i lange perioder begrænset Poppers gennemslagskraft.

Den første og mindste er, at eksperter i de store skikkelser, Popper tager under kritisk behandling, ikke har brudt sig om den gennemgribende måde Popper tager fat på.

Hans respekt for store ånder har ikke form af ærbødighed, og holder ens argumenter ikke, så hjælper det ikke, at man hedder Platon og af mange betragtes som den vestlige civilisations største filosof.

Der er skrevet hele bøger til forsvar for Platon, og alt fra Poppers græsk-kundskaber - som han selv kalder små - og intellektuelle hæderlighed er blevet angrebet.

Faktisk var 'Det åbne samfund' lige ved ikke at udkomme, fordi den amerikanske forlægger, der først fik værket tilbudt, sendte det til udtalelse hos en Aristoteles-ekspert. Han mente ikke, at en bog, der behandlede den store mester så respektløst, overhovedet burde trykkes.

Kun takket være hjælp fra Poppers nære ven, kunshistorikeren Ernst Gombrich, fandt bøgerne i stedet en britisk udgiver

Meget af denne litteratur misser imidlertid pointen; det er muligt, at Platon mente noget andet og mindre radikalt og totalitært, end det Popper tillægger ham ikke mindst baseret på 'Staten'.

Men det Popper er ude efter er heller ikke den historiske Platon - selv om han nu forekommer mig at have ganske godt fat i vingebenet på ham - men de grundtanker, der ligger i Platons (politiske) filosofi, og som har inspireret andre helt op i vor tid.

Når det kommer til stykket er det ikke idehistorie, der interesserer Popper (og de fleste af os andre); det er politisk filosofi og dermed spørgsmålet om, hvordan et godt samfund indrettes, og hvordan politiske katastrofer undgås.


Det andet og større handicap, Popper har lidt under, er, at han pillede Marx fra hinanden på tidspunkter, hvor Marx stod stærkere end nogensinde blandt mange intellektuelle.

Det var tilfældet lige efter krigen, hvor Popper var aldeles ukendt, og det var igen tilfældet i 1960erne og frem, da Popper takket være sine videnskabsteoretiske værker var begyndt at blive et navn.

For mange - ikke mindst i vores del af verden - var Popper i 1960erne og 1970erne mest navnet på en markant anti-marxist, som man vidste var kontroversiel, men ikke læste.

Det er givetvis også her, at vi skal finde den egentlige, måske delvis ubevidste årsag til, at 'Det åbne samfund og dets fjender' først udkommer på dansk på dette absurd sene tidspunkt.

I lyset af hvordan og i hvilken tone, Marx og marxismen kritiseres i dag, er det imidlertid ironisk, at Poppers Marx-kritik i sin tid så længe udgjorde en blokering for mange. Hør blot, hvordan Popper indleder sin ti kapitler lange kritik af Marx:

»Det er fristende at dvæle ved lighederne mellem marxismen (venstre-hegelianere) og dens fascistiske modstykke. Men det ville være dybt uretfærdigt at overse forskellen på dem. Skønt deres intellektuelle oprindelse næsten er identisk, kan der ikke være tvivl om marxismens humanitære impuls. Marx gjorde endda (...) et ærligt forsøg på at anvende rationelle metoder på samfundslivets mest presserende problemer. Værdien af dette forsøg bliver ikke mindre af den kendsgerning, at det som jeg vil prøve at vise stort set var en fiasko (...). En tilbagevenden til før-marxistisk samfundsvidenskab er utænkelig. Alle moderne forfattere står i gæld til Marx, selv hvis de ikke ved det. Det gælder især dem, der som jeg ikke er enige i hans doktriner...«.


Karl Poppers beundring for Marx er ikke bare udtryk for en intellektuel respekt for dele af Marx' tænkning, der forekommer ham værdifulde, så længe de ikke ophøjes til dogmer (det gælder for eksempel både den materialistiske historieopfattelse og Marx' sociologiske tilgang til klasser og stat).

Men Popper har først og fremmest sympati og beundring for Marx' engagement og sociale indignation - hans motiver og politiske ståsted, simpelthen. Her er Poppers konklusion efter ti kapitlers venlig men kompromisløs gennemhegling:

»Det er den moralske radikalisme, der forklarer hans indflydelse; og det er en håbefuld kendsgerning i sig selv. Den moralske radikalisme er stadig i live. Det er vor opgave at holde den i live og forhindre den i at bevæge sig i den retning, som hans politiske radikalisme ønsker: Den 'videnskabelige' marxisme er død. Længe leve dens følelse af socialt ansvar og kærlighed til friheden«.


Hvad er det så, der alligevel er grundlæggende galt med Marx?

Poppers kritik sætter ind på flere planer, men den mest fundamantale pointe er nok, at Marx' tro på at have forankret sin socialisme videnskabeligt, er en både intellektuel og moralsk katastrofe.

Intellektuel, fordi ingen historicisme (uundgåelighedslære) er holdbar (fremtiden er principielt uforudsigelig, fordi den påvirkes af menneskelig handling), moralsk fordi forestillingen om, at historien er på vej et sted hen, både ophæver behovet for moralsk stillingtagen til dilemmaer undervejs, samt behovet for at udtænke løsninger på de problemer, der dukker op, når det gamle samfund er ryddet af vejen.

Popper viser samtidig punkt for punkt alle de muligheder Marx' profetier om både kapitalismens iboende tendenser, klassernes udvikling, socialismens komme og statens bortvisnen overser - muligheder der alle har vist sig alt andet end teoretiske.

Kapitalismen har ført til det modsatte af forarmelse, vi er ikke alle blevet proletarer, og staten er bestemt ikke visnet bort - og slet ikke under socialismen.


På et endnu dybere plan er dét, disse store tænkere - altså både Marx, Platon og Hegel - efter Poppers mening har til fælles: frygten for forandringer.

Det kan forekomme paradoksalt i hvert fald for den første og den sidstes vedkommende, fordi Marx profeterer revolutioner på baggrund af kapitalismens enorme opbrud, og Hegels dialektik beskriver, hvordan historien bevæger sig igennem en lang række faser.

Platons søgen efter den ideelle og evigt stabile stat under filosof-kongernes regimente passer umiddelbart bedre.

Men Poppers pointe er, at ved at udvikle en storslået teori om, hvad der er, og hvad der må komme, kalde den videnskabelig, og gøre den til ramme både om erkendelse og engagement, så er dét, man opnår - og dét som forklarer teoriernes enorme tiltrækningskraft - at man bringer en verden i forandring under kontrol.

Når vi ved, hvad der skal ske, bliver vi grundlæggende trygge, uanset hvor mange faser og omvæltninger vi skal igennem (især selvfølgelig, hvis de også er forklaret eller kan forklares af Den Store Teori).


Hermed er vi fremme ved den grundlæggende forskel på det lukkede og det åbne samfund. Popper mener, at de mange forskellige totalitære fristelser, som Platon og Marx er to af de fornemste talsmænd for, dybest set alle kan føres tilbage til vores ubehag ved at leve i et åbent samfund.

Et åbent samfund er et samfund, hvor menneskene har gjort sig fri af de givne - religiøse, metafysiske eller blot traditionelle - svar på alle de mysterier, der omgiver dem. De er begyndt ved hjælp af fornuft, eksperimenter og kritiske samtale at udforske, hvad det er for en verden, de lever i, og hvordan den fungerer.

Politisk og socialt er de holdt op med at acceptere magt, ulighed og andre samfundsskabte institutioner som naturgivne vilkår. De har indset, at de selv kan påvirke og forandre deres skæbne - både hver for sig og samlet.

Det første eksempel på et sådant samfund finder vi i oldtidens Grækenland, og i første række i det demokratiske Athen. Her fandt et enestående videnskabeligt, kunstnerisk og politisk nybrud sted, og stribevis af de åndelige redskaber, som vi den dag i dag betjener os af, stammer herfra.

Det er derfor også her, at den første reaktion på og flugt fra det åbne samfund viser sig. Den skyldes dels, at det åbne samfund - respektløst, destabiliserende, eksperimenterende som det er - naturligvis ikke nødvendigvis er særlig tiltrækkende for de ledende og dannede, der egentlig er meget godt tilfredse med den herskende orden.

Men det skyldes også en dybere usikkerhed og ubehag ved den opløsning af alle faste holdepunkter, som overgangen til det åbne samfund indebærer.

Psykologisk kan denne usikkerhed udtrykkes som vores alle sammens frygt for friheden, de valg og det ansvar, den medfører.

Kulturelt drejer det sig om tab af mening, fordi de store religioner og andre åndelige systemer ikke kan stå for den kritiske tænknings ætsende virkninger.

Politisk og socialt fører det principielt til konstant konflikt, fordi der ingen uanfægtelige autoriteter findes.

I vor tid - fra oplysningstiden og frem - genopføres denne overgang fra det lukkede til det åbne samfund, og er nu mangedoblet i sin intensitet af de teknologiske - og dermed økonomiske, sociale og politiske - konsekvenser, som den moderne videnskab kaster af sig.


Heldigvis har Popper et svar på, hvordan vi skal indrette os, for at undgå flugten tilbage - eller frem - til et lukket samfund.

Hans socialdemokratiske eller socialliberale model angiver, hvilke værdier og institutioner vi skal holde fast i, så vi kan gøre fremskridt uden at lade os friste af utopier, så vi mindsker lidelsen, bevarer friheden og skaber mulighed for lighed - ja, kort sagt, så vi stadig kan leve som ligeværdige mennesker med åbne muligheder foran os.

Poppers svar er samtidig i dyb samklang med hans videnskabsteori, der den dag i dag - og helt uanset 'Det åbne samfund og dets fjender' - gør ham til den filosof, der sættes højest blandt praktiserende videnskabsmænd, der er bevidste om deres videnskabsteori.

Hans bidrag - bedst kendt er falsifikationslæren, men bredere kaldet kritisk rationalisme, er ligeså udogmatiske, inspirerende og iderig - som hans politiske filosofi, og hans produktion på det område langt mere omfattende.

'Det åbne samfund og dets fjender' er et kampskrift. Dengang i 1970erne, hvor jeg læste det første gang, var det - indrømmet - for at få bekræftet, bestyrket og tilspidset min skepsis over for tidens herskende universitetsmarxisme. Nye læsere vil ikke på samme måde læse Popper som en intellektuel befrielse.

Forhåbentlig vil de nyde ham så meget desto mere i nutidens - trods alt - mere upolemiske atmosfære. Ikke mindst vil de lægge mærke til hans kritik af meget andet end Marx (og Platon).

Han har for eksempel noget at sige til dem, der tror, at den fuldstændige frihed - herunder for eksempel markedets fuldstændige frihed - udgør et ideal i sig selv. Det gør det bestemt ikke, og Popper kan forklare præcis hvorfor.

Når fornøjelsen ved at læse Popper er så langt fra at være tilbageskuende, som tilfældet er, så skyldes det i den sidste ende - i hvert fald for denne anmelder - at Popper i så enestående en grad er argumenternes mand.

De senere års debat - også og ikke mindst om marxisme og kommunisme - har i høj grad handlet om at slå hinanden i hovedet med historiske facts og deraf afledte moralske kendsgerninger. Og det kan også være nødvendigt.

Men hvor er det dog en lise, når det i stedet er argumenterne, pointerne, ræsonnementerne, der tæller. Marxismen er ikke forkastelig, fordi den fik stalinismen som konsekvens. Det var næppe uundgåeligt, selv om det skete.

Nej, marxismen og kommunismen hviler på uholdbare intellektuelle og moralske præmisser, og derfor kunne den desværre få stalinismen som konsekvens. Det viste Popper teoretisk, længe før (næsten) alle andre indså det i praksis.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden