0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Alle veje fører til Pisa

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Snart fyrre år efter Karen Blixens død i 1962 skyder stadig nye, skarpsindige analyser af hendes værker frem. Også skarpsynede: Efter Bo Hakon Jørgensens doktordisputats sidste år om analysen og forståelsen af én enkelt fortælling ('Drømmerne') følger nu et delvist sidestykke fra to af hans jævnaldrende universitetskolleger.

Ivan Z. Sørensen, 52-årig dansk lektor i Firenze, og Ole Togeby, 54-årig professor i dansk sprog i Århus, kortlægger 'Vejene omkring Pisa' i minutiøse målebordsblade.

Hver en sten langs de veje er hermed vendt og drejet, ikke mindst fordi de to med deres egen titel inddrager 'omvejene': Alle de åbne og skjulte citater, hvorigennem fortællingen diskuterer med alverdens anden litteratur og livsanskuelse. Og d'herrer tørrer virkeligt effektivt op efter fruen.

Alverdens, ja: »Don Juan, Odysseus, Don Quixote, Orlando, Misantropen og Donna Elvira« nævnes og tolkes af bare én biperson, men hertil føjes i fortællingens løb bl.a. »Frankenstein, Alceste, Skt. Josef, Ugolino, Byron, Shelley, Faust, Don Juan, Abraham, Hamlet, Ophelia, Danaë, Skt. Sebastian, Jesus, Potifars hustru, Peter, Apollon og Dafne, Dante og Beatrice« - alle som illustrationer af menneskers forskellige tolkning af egne drifter.

Hertil kommer stribevis af andre allusioner til guder og mennesker, fortællinger og billedkunstværker.

Blixens 'intertekstualitet' består vel at mærke ikke i citater som namedropping eller dannelseskosmetik, men som tilslutning til eller oftere polemik og protest mod de citerede tekster og livstolkninger. Som svar. 'Je responderai', lød ét af hendes mottoer.

Dét er baggrunden for, at et optryk af en fortælling på kun ca. 55 tekstsider svulmer med godt 400 procent mere, når alle 'omvejene' skal med.


'Vejene omkring Pisa'indtager da også på flere måder en særplads: Den åbner hele Blixens forfatterskab som den første af de 'Syv Fantastiske Fortællinger', hun debuterede med.

Men den udfolder desuden efter alle kunstens regler hendes kompositoriske grundskema: rammefortællingen, der igen rummer nye fortællinger, som selv rummer nye osv., efter kinesisk æskesystem - i den inderste æske ligger så nøglen til den yderste - og omvendt.

Sørensen og Togeby finder alle nøgler og åbner alle æsker, lærd men ikke søgt. Frugtbart nyt læser de bl.a. i Koranens version af myten om Josef & Potifars hustru, der altså er blandt de inderste æsker her; andre er en skrøne om en adelsmand og en lejemorder samt marionetkomedien 'Sandhedens hævn'.

Sidstnævnte har jo leveret hovednøgle til manges opfattelse af hele hendes livs- og skæbnesyn: Med »den gode Gud« som marionetfører skal vi ikke blande os i styringen, men hver i vor rolle holde »Forfatterens idé klar, ja, driv den ud i dens yderste konsekvens«.

Den vulgære og alt for bogstavelige udlægning heraf er den gudfrygtige defaitisme, i bedste fald determinisme. Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud, også af alskens Blixeniana i tidens løb.

Men Sørensen og Togeby viser med utrættelig energi, at det er myten, der giver mening for disse figurer - ikke mysteriet. Fortællingen, ikke frelsen. Ligesom den frivole forfatterinde selv understregede det (bl.a. i det berømte essay om H.C. Branners 'Rytteren').

F.eks. kalder de konsekvent (selv)indsigtens øjeblik for »anagnorisis« (et aristotelisk begreb for gen- og erkendelse) i stedet for det religiøst associerende »epifani« (åbenbaring), der ellers har været gængs Blixen-terminologi.


Frivol? Baronessen? Ja, Hans Brix anså ligefrem Karen Blixens egen forståelse af 'Vejene omkring Pisa' for »slibrig«. Men det skyldtes nu slet og ret, at professoren ikke havde fattet, at den indlagte historie om lejemorderen er en allegori for, at den gamle, impotente prins har villet have sin unge kone ordnet pr. vikar.

Dén pointe fik Brix ellers bøjet i neon af flere, første gang allerede i november 1949 af daværende stud.mag. Bent Mohn, måneder senere af Blixen selv. Brix havde lovet at rette sin misforståelse - men fastholdt den i stedet.

Modtagelserne af fortællingen registrerer denne ultimative Pisa-vejviser selvfølgelig også. Og kan dermed slutte med en polemisk fremstilling af Jan Kjærstads Blixen-kritik.

Hendes rammefortælling med lugteflaskerne passer »for vakkert«, mener nordmanden - men kun fordi han ikke har fornummen Blixens ironi over for sin rammefigur, forklarer Sørensen og Togeby:

Den handlingslammede, ærkedanske grev Schimmelmann, der fortæller (næsten) hele historien, er efter alle genvordighederne stadig lige dådløs og dermed uden udvikling, endsige skæbne.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce