Lykke-Per er ikke noget menneske og den grimme ælling ingen fugl. De er ord på papir, selvfølgelig. Fra børn og fulde folk kan man ganske vist høre, at den slags litterære figurer opleves lyslevende, som hørte de til i det virkelige liv, og man kunne gå rundt om dem, ja, ligefrem leve sammen med dem. Det er naturligvis et ustuderet synspunkt. Litteraturlæreren kan oplyse disse naive læsere om, at når skikkelserne i bøgerne tager sig livagtige ud, er det, fordi Pontoppidan og Andersen og de andre geniale forfattere har betjent sig af en række retoriske fif, som man må forstå for rigtig at nyde litteraturen. Sådan lærer man at læse. På den overbevisning bygger hele vort skolevæsens litteraturundervisning, fra laveste til højeste trin. Ind kommer så på scenen svenskeren Horace Engdahl (født 1948), sin generations største litteraturkritiske begavelse i det samlede Norden, og vælter de akademiske kegler. Det, vi møder i en vellykket digterisk tekst, er alligevel ikke, som vi tror, ord. Det er »en stemme«, et levende menneske, der er til stede, ikke på samme måde, nej, snarere endnu mere end hvis det var i levende live. At læse er at blive berørt, helt bogstaveligt, og en indøvelse i denne specielle læsekunst har Horace Engdahl derfor kunnet kalde 'Berøringens ABC'. Det er denne nu ti år gamle bog, der i dag udkommer på dansk, i Karsten Sand Iversens fine oversættelse, ledsaget af Marianne Stidsens skarpsindige karakteristik af bogen og manden bag den.
Ved kritikkens grænse
Lyt til artiklen
