Han ville have vundet den første Oscar som ’bedste skuespiller’ i 1927, hvis ikke der var blevet omvalg, så Emil Jannings kunne vinde.
Både på film og for slukkede kameraer hvilede han ud med hovedet i skødet på kvindelige superstjerner som Claire Adams og Jean Harlow.
På sine ældre dage stod han på scenen sammen med Duke Ellington og hans Cotton Club Orchestra. På kun otte år medvirkede han i 22 stumfilm og syv tonefilm, der blev vist verden over.
LÆS OGSÅ Klodens filmiske hovedværker
Hans ædle ansigtsudtryk og hans hårpragt slog alt, hvad Hollywood siden har kunnet opvise, men også hans udtryksfuldhed var enestående:
»I sine udtryk og sit spil viser han så dybe, menneskelige, modsætningsfyldte følelser som tillid og mistillid, sorg og glæde, jalousi og kærlighed, had og hengivenhed«, skrev en fan efter filmen ’Where the North Begins’, den første med ham i hovedrollen.
»Disse egenskaber og hans vidunderlige evne til at vinde sit publikums sympati gør ham til den største hundeskuespiller på lærredet i dag«. Jo: hundeskuespiller.
Superstjernen, der blev en af de største Hollywoodmyter, var en schæferhund, der lystrede navnet Rin Tin Tin.
Et hundeliv
Til alt held for den firbenede superstjerne blev den født i september 1918 på Første Verdenskrigs front mellem Frankrig og Tyskland - og ikke i Danmark et lille århundrede senere.
Havde den nu været jævnaldrende med den danske schæferhund Thor, havde dens liv og karriere på en ganske anden måde været i farezonen herhjemme.
For allerede mens den søgte ind ved filmen, nåede den at bide en indflydelsesrig kvindes lille chihuahua, og trods sit umådelige ry for ædelt sindelag sidenhen blev den nu aldrig nogen kælen vovse.
At den overhovedet gjorde rejsen fra de mudrede europæiske slagmarker til det solbeskinnede Californien, skyldes en amerikansk soldat, Lee Duncan. Som 25-årig rekrut ved fronten fandt han et kuld moderløse, endnu halvblinde hvalpe i et sønderbombet skur i landsbyen Firley ved den franske del af floden Meuse.
Og da han selv havde været mere knyttet til dyr end til mennesker som barn, tog han to af hvalpene, Rin Tin Tin og Nanette, med på den 15 døgn lange skibsrejse tilbage over Atlanten.
Nanette døde kort efter ankomsten til USA, men den anden indvandrer, Rin Tin Tin, fik snart en ny mage af samme navn, og hunden og dens afkom blev indholdet i Lee Duncans liv helt frem til hans død i 1960, selv om hvalpen fra Frankrig selv døde allerede i 1932.
Historien om Rin Tin Tin og dens herre og dens efterfølgere og deres glorværdige karriere med de levende billeder er nu fortalt – ikke for første gang, men både mere grundigt og nøgternt end før og med bredere udblik på tiden omkring begivenhederne – af The New Yorkers journalist Susan Orleans.
Strongheart, Rin Tin Tin og Blondi
Bogen om Rin Tin Tin kaster lys over en forbløffende del af filmens historie i 1920’erne, indtil stumfilmen blev afløst af tone- og talefilmen, som hunden af naturlige grunde savnede forudsætninger for at gøre sig fuldt ud gældende i.
Alligevel fastholdt Rinty, som Lee Duncan kaldte den, sit greb i publikum og spillede med i en del tonefilm sideløbende med optræden på varieteer – bl.a. altså med Duke Ellington – og i reklamefremstød. Ken-L-Rations hed den hundemad, hvis fabrikant blev den første af en lang stribe sponsorer.
Men Lee Duncans schæfer var ikke den første på det hvide lærred.
Da de to begyndte at rende folk i Poverty Row på dørene - det var Hollywoods mindre fashionable afdeling for C-filmmagere og plattenslagere - og blandt andet mødte damen med chihuahua-vapsen, havde han fået ideen fra ’vidunderhunden’ Strongheart, en schæfer, der i 1921 debuterede med umådelig succes i filmen ’The Silent Call’, en Jack London-inspireret film om en ulvehunds valg mellem at blive rovdyr eller beskytter.
Rin Tin Tins hovedrolledebut i ’Where the North Begins’ i 1922 blev en endnu større succes, og han og Strongheart gjorde på få år schæferhunde ekstremt populære i USA, i hjemmene såvel som på film.
Over 50 schæfere - med navne som Wolfheart, Braveheart, Fang, Flash, Flame, Silver Wolf, King, Lobo, Zoro, Smokey og Peter the Great! - arbejdede i Hollywood i de år, selv om de ikke alle kunne præstere højdespring på 3,65 meter eller slås så fornøjet med ulve, som Rinty kunne.
Susan Orleans research omfatter også den spæde start på hundeafretning til hjemmebrug såvel som schæferracens tilblivelse i århundredets begyndelse takket være tyskeren Max von Stephanitz, og racens eksplosive popularitet helt frem til Adolf Hitlers elskede schæfer Blondi, der fik lov at sove i hans seng - »i modsætning til elskerinden Eva Braun«, som Orleans noterer.
Ikke nogen ølhund
Da Rintys skuespillerkarriere kulminerede, tjente han og Duncan 1.000 dollar om ugen i filmstudierne, men hunden blev ikke alles kæledyr. Efter von Stephanitz’ anvisninger forkælede Lee Duncan selv Rin Tin Tin, men lod ikke andre have med ham at gøre.
Resultatet var, at nogle af skuespillerne klagede over, at hunden var »ondskabsfuld og temperamentsfuld, og sagde, at hans eneste gode egenskab var, at han ikke drak«.
Jack Warner, den ene af de Warner Brothers, som Rinty havde kontrakt med, skal engang være blevet bidt af hunden. Men den lagde grunden til det lille filmselskabs vækst, og manuskripterne til en stribe af hundens film blev den unge Darryl F. Zanucks springbræt til karrieren som 20th Century Fox-stifter og en af Hollywoods mest indflydelsesrige og længst regerende filmfyrster.
Først efter den oprindelige Rin Tin Tins død tog Lee Duncan sig sammen til dels at blive gift (efter syv års noget lunken forlovelse) og dels at optræne noget af den første hunds afkom.
Udkonkurreret af Lassie
Rin Tin Tin Junior indspillede en enkelt film i 1943, og efter fjernsynets gennembrud i USA deltog Rin Tin Tin IV, et oldebarn af indvandrerhunden, med kavaleri-serien ’The Adventures of Rin-Tin-Tin’ i de tidlige tv-seriers triumftog gennem de amerikanske dagligstuer i 1950'erne og konkurrerede om seernes opmærksomhed med bl.a. Lucille Balls 'Lucy show'.
Den tv-serie inspirerede siden den belgiske serietegner Morris til at udstyre blåfrakkerne i 'Lucky Luke' med den fjottede regimentshund Ratata. Men da havde den blide collietæve Lassie for længst gjort den barske schæferhan rangen stridig som filmhistoriens mest elskede firbenede helt - nu kun for børn.
LÆS OGSÅ Dansk diva lod sig hylde i Nazityskland
Filmhistoriens stjernekennel blev omfattende, lige fra Sankt Berhards-babysitteren Nanna i Disney-tegnefilmen om 'Peter Pan' og til lovens lange pote i TV Charlies nutidige 'Kommissær Rex'. For slet ikke at tale om den fra ATS så berømte Rollo Svendsen.
Susan Orleans bog om den usædvanlige superstjerne er blevet et rørende, grundigt og velskrevet kapitel af de levende billeders historie. Rin Tin Tin har i dag sit eget museum i Lee Duncans hjemby, Riverside i Californien.
fortsæt med at læse
