0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Marie Grubbe og hendes tid

Hvem var Marie Grubbe? Kvinden, der valgte lidenskaben, ja, men sådan helt konkret? Historikeren Dan H. Andersen giver et levende og letlæst svar.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

MÅSKE MARIE. Kvinden i midten skulle forestille Marie Grubbe, den ene af Ulrik Frederik Gyldenløves tre hustruer. Maleriet er fra 1670'erne, maleren ukendt. - Omslagsillustration

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Det dæmpede Skjær gav hendes barnhvide Ansigt et matgylden Lød, der gjorde de blaaladne Skygger under Øjnene mindre synlige; de røde Læber blev purpurbrune og de store blaa Øjne blev næsten sorte. Hun var nydelig var hun ...«.

Denne nydelige lille person er den 14-årige Marie Grubbe i J.P. Jacobsens vidunder-roman, som har hendes navn som titel.

Den rigtige historie
Jacobsen har ikke været den eneste danske forfatter, som har været fascineret af historien om pigen/kvinden, der både nåede at være gift med en af kongens sønner og som fattig kone at sejle folk og gods over Grønsund.

Holberg, St. St. Blicher, H.C. Andersen, Ulla Ryum og Juliane Preisler har hver på deres måde digtet over hendes skæbne, men hvordan er den rigtige historie?

Hvad ved man egentlig om Marie Grubbe, om Ulrik Frederik Gyldenløve og Søren Ladefoged, som hun levede sammen med i mange år, selv om han bankede hende og mange andre?

Fin frue og bodega-fyr
Man har kendt Marie Grubbes historie i hovedtræk, men med Dan H. Andersens letlæste fremstilling får vi gennemgået hele materialet, og der er oplysninger imellem, som ikke har været fremme tidligere.

Det, der især har fascineret forfatterne i tidens løb, har været forholdet mellem den 'fine' frue og så den stærke, slå først-fyr Søren Ladefoged. Og når man nu læser referaterne af de mange skandalesager, som Søren var indblandet i, så må man sige, at det er gået meget livligt til på de danske sydhavsøer.

Det virker lidt som slagsmål og sammenstød i en cowboyfilm. Men det har ikke været fiktion, det har været den ægte virkelighed. Mest af alt minder Søren om en stor bodega-fyr, som bliver temmelig ustyrlig, når tilstrækkelig meget øl og sprit er gået indenbords, men som nok et sted er en ret flink fyr.

Retssager
Man får et glimrende indtryk af, hvor fattigt, spartansk og hårdt livet var for dem, der ikke var født ind i de øverste sociale lag.

Det var Marie Grubbe, men hun valgte det søde liv fra, der var noget, som alligevel var vigtigere. Inden hun valgte Søren, var det lykkedes hende at bruge en hulens masse rigsdalere, de løb nærmest ud mellem fingrene på hende under en rejse rundt i Europa.

Dan H. Andersen gennemgår med let hånd de mange retssager, som især Søren, men også Marie var indblandet i, og man får faktisk ganske stor respekt for flere af afgørelserne.

Næsten som en roman
Alle, der i tidens løb har læst J.P. Jacobsens roman, har et billede af Marie inden i sig, og de kan alle være lige rigtige, for der findes ikke noget portræt af hende, som der f.eks. findes af Leonora Christina Ulfeldt. Men i bogen gengives en allegorisk fremstilling af Gyldenløve og hans tre koner, og hende i midten skulle være Marie Grubbe.

Hverken hun eller de to andre koner smiler, men det skyldes ikke, at de var specielt kede af Gyldenløve, men - fortæller Dan H. Andersen - tændernes forfærdelige tilstand i tiden. Dels manglede mange tænder, dels var de, der sad tilbage, ofte sorte eller knækkede, så folk valgte fornuftigt nok at holde munden lukket, når der var en maler i nærheden.

Der er fuld tryk på Dan H. Andersens sprog, en gang i mellem virker det overfriskt, men spændende er historien om Marie Grubbe - næsten som var det en roman.