At kærlighed er ikke had,
og smørrebrød er ikke mad
er alt hvad jeg ved
om smørrebrød og kærlighed,
skrev den melankolske, men vittige forfatter Johan Herman Wessel engang i 1700-tallet, og det er såmænd noget af det mere fornuftige, der er blevet sagt om kærlighed. Eller sagt på en anden måde: Det er nøjagtig lige så dækkende som alle andre forsøg på at forklare, hvad kærlighed mellem to mennesker er.
Den kærlighed, som vi i vores tid drømmer om og håber på, er en kærlighed, der ikke er synderlig gammel. Det store spring i opfattelsen af kærlighedens natur og væsen sker først i midten af det 20. århundrede, skriver Kai Aalbæk- Nielsen i bind 3 af det omfattende værk om kærlighedens historie.
Set fra kærlighedens synsvinkel fortsatte middelalderen nemlig helt frem til midten af det 20. århundrede. Først da skete springet til en anden opfattelse af kærlighedens væsen.
Alle mennesker i den vestlige kulturkreds har antagelig på et eller andet tidspunkt af deres liv, nemlig når forelskelsen ramte dem, gjort forsøg på at løse den gåde, som forelskelsen og kærligheden repræsenterer. For hvad er det der sker, når man som pigen i almuevisen fra Dalby-Neder ved Randers må synge: Går jeg om dagen ud eller ind,
ihvor det være må,
da er du stedse i mit sind,
om natten ligeså.
Og når jeg sover sødelig,
om dig jeg drømmer lykkelig,
ret som du hos mig lå.
(En yndig og frydefuld sommertid)
Den umulige kærlighed
Lyt til artiklen
