Umiddelbart er det mærkeligt, at mange mennesker med borderline personlighedsforstyrrelser kan fungere relativt upåfaldende, når man lige møder dem. De har en alvorlig psykisk sygdom, der er forbundet med stor lidelse, og til trods for dette kan de have evnen til at fungere på et overfladisk »som om«-plan, hvor man enten skal kende dem meget godt eller være en trænet kliniker for at opdage, hvad der ligger under overfladen. De udgør en stor udfordring for det psykiatriske behandlingssystem, fordi de er svære at behandle, og fordi de ikke i traditionel forstand har et velafgrænset symptom, men snarere har en stribe massive vanskeligheder i forhold til sig selv og deres omgivelser, som hænger sammen med, at de er, som de er. En følelse af tomhed Det er deres måde at tænke, føle og handle på, som udgør deres problem. Man taler om personlighedsforstyrrelse, når et menneske gennemgribende og over længere tid fungerer utilpasset, ufleksibelt og konfliktfyldt i forhold til andre mennesker og dermed kommer på tværs af de almindelige sociale spilleregler, der gælder i kulturen. Mange mennesker med borderlineforstyrrelser klager over indre tomhedsfølelser, manglende glæde ved eller engagement i livet og fornemmelsen af, at tilværelsen passerer revy, uden at de rigtig er med. Nogle føler sig som tilskuere til sit eget liv. Samtidig har de et enormt behov for kontakt med andre for at få opmærksomhed, kærlighed og ikke mindst for at dæmpe en letvakt følelse af forladthed og ensomhed. Selvdestruktiv nedadgående spiral For at opnå en form for kontakt med livet er der mange, der kommer ud i selvdestruktive handlinger med forskellige former for misbrug, mange løse seksuelle forbindelser og selvskadende adfærd, hvor de f.eks. skærer sig. Ofte får disse mennesker først kontakt med behandlingssystemet, når de kommer under pres, bliver forladt eller på anden måde udfordret i deres skrøbelige psykiske balance, eller hvis deres forsøg på at håndtere deres indre kaos bliver for desperate og dysfunktionelle, så det hele bryder sammen for dem. Når dette sker, falder deres funktionsniveau dramatisk, og de kommer let ind i en selvdestruktiv nedadgående spiral. Borderlinetilstandene En af dem, der har stor indsigt i og erfaring med behandling af borderlinetilstande, er forfatteren til et nyt imponerende værk om personlighedsforstyrrelser, psykologen Carsten Rene Jørgensen, der er lektor på Aarhus Universitet og knyttet til Klinik for Personlighedsforstyrrelser på Psykiatrisk Hospital I Risskov. Han har tidligere skrevet bl.a. en stor bog om psykologien i senmoderniteten og er nok den herhjemme, der ved mest om de tidstypiske psykiske lidelser, hvor borderlinetilstandene er blandt de mest fremtrædende. Også i den nye bog om personlighedsforstyrrelser formår han at tænke både i de store kulturelle baner og i de konkrete nedslag hos det enkelte menneske, som måtte sidde foran ham. Personlighedsforstyrrelserne nævnes næsten altid i flertal, fordi de udgør et spektrum af tilstande fra de lettere neuroselignende til de sværere psykosenære tilstande, hvor realitetssansen indimellem glipper. Carsten Rene Jørgensen har valgt at koncentrere sig om borderlinetilstandene, bl.a. fordi de udgør den største gruppe, og fordi flere af de andre personlighedsforstyrrelser (f.eks. den narcissistiske) rummer borderlinetræk. Beslægtet med maniodepressive tilstande Mennesker med borderlinetilstande opdages eller diagnosticeres ofte i de sene ungdomsår, og nogle ser dem som et forstærket eller patologisk udtryk for de problemer, som mange unge bakser med: identitetsproblemer, vanskeligheder med at regulere affekter og impulser, selvstændighed og forhold til andre. De mest dramatiske træk ved borderlineforstyrrelserne klinger gerne af ved 40-50-års alderen, men derfor kan vedkommende godt være fanget af nogle uhensigtsmæssige eller ligefrem destruktive livsmønstre, som forstyrrer forholdet til andre og forringer livskvaliteten. Lige siden de første beskrivelser af 'de nye patienter' kom i 1930'erne og 40'erne, har man heftigt diskuteret både klassifikation af og baggrund for lidelserne. Borderline betyder grænse, og den grænse, der refereres til, er grænsen mellem på den ene side neurose/normalitet og på den anden side psykose. Nogle forskere peger på, at borderline primært er en affektiv lidelse (det vil sige beslægtet med maniodepressive tilstande), fordi der altid er humørsvingninger, mens andre fokuserer på ligheden med skizofreni på grund af borderlinepatienternes skrøbelige realitetsforankring. Omsorgssvigt Jørgensen gennemgår minutiøst, men økonomisk de forskellige modeller til forståelse af baggrunden for borderline personlighedsforstyrrelser. Nogle forskere ser den øgede forekomst af personlighedsforstyrrelser som et udtryk for, at det moderne samfund fremmer den borderlineprægede jegsvage tilstand, hvor selviscenesættelse og fortællingen om ens eget liv er det, der giver identitet. Det er hele historien om det identitetssvage menneske, der får et selv gennem forbrug af mærkevarer etc. Andre fokuserer på traumatiske opvækstbetingelser med overgreb og omsorgssvigt som baggrund for borderlinetilstandene. Forankret i den moderne psykoanalyse Undersøgelser viser, at over halvdelen af borderlinepatienter har været udsat for traumer, der kan ses »som en form for markør for alvorlige dysfunktioner i opvækstfamilien«. Jørgensen kommer også ind på de neuropsykologiske forstyrrelser i hjernen og slutter med at pege på, at der er behov for nogle mere komplekse modeller. Carsten René Jørgensens eget teoretiske ståsted fremgår af bogens undertitel 'Moderne relationel forståelse og behandling af borderline-lidelser'. Han er forankret i den moderne udgave af psykoanalysen, der fokuserer på samspillet - relationen - og efter at have leveret en forbilledlig klar oversigt over de psykoanalytiske stemmer, der gennem tiden har ytret sig om personlighedsforstyrrelser, fokuserer han på teoretikere som Peter Fonagy og Anthony Bateman, der netop ser borderlinetilstandene som udtryk for en samspilsforstyrrelse, der sætter sig spor i det mentale apparat. Mest for fagfolk Efter deres opfattelse er noget af det helt centrale hos borderlinepatienter, at deres evne til at registrere og forstå, hvad der sker i dem selv og i andre, er væsentligt nedsat. Den nedsatte evne til at mentalisere, som de kalder det, betyder at borderlinepatienterne i stedet for gør ting som at skære sig, misbruge alkohol eller afreagere på anden vis, når problemerne vokser dem over hovedet, hvilket meget let sker. Mennesker med borderlineforstyrrelser har altid problemer i forhold til andre, og dette afspejler sig i enhver relation, også i forhold til deres terapeut, hvilket kan bruges som en mulighed for at skabe indsigt og forandring. I nogle lange afsnit gør Jørgensen grundigt op med den pessimistiske holdning til behandling af borderlinepatienter, nemlig myten om, at de er uden for terapeutisk rækkevidde. Dette er ikke tilfældet, men borderlinebehandling er absolut en specialistopgave, der kræver tid og rum. Det er sjældent, at vi i Danmark får så store grundige oversigtsværker inden for psykologi og psykiatri, som tilfældet er med denne bog. 'Personlighedsforstyrrelser' fortjener stor opmærksomhed, men kan næppe læses af andre end fagfolk. De får til gengæld en velskrevet oversigt og bearbejdning af de væsentligste teorier på området.