Kan børn, der udsættes for grove overgreb, komme over det og få et godt liv? Kan børn, der udsættes for krig, lemlæstelser og drab på de nærmeste, overleve rent menneskeligt? Spørgsmålene er sørgeligt aktuelle, og næsten hver eneste dag rummer beretninger om børneskæbner fra de utallige krige, børn, der udsættes for så uhyrlige belastninger, at det er umuligt at begribe, at de kan overleve rent menneskeligt. Men kan de det? Den franske psykoanalytiker Cyrulnik har skrevet en utrolig interessant bog om det spørgsmål. Den handler om modstandskraft - i bogen kaldet resiliens. Børn overlever, siger han, fordi de er i stand til både i fantasien og i virkeligheden at genskabe tilknytningen til andre. Det er tilknytningen, der er det afgørende for børn, det er her, de rammes, det er også her, de genopbygger tabet. Et traume består af to slag, det første er det, der finder sted i virkeligheden, det andet sker i fantasien, hvor man oplever følelsen af at være ydmyget og forladt. Bogen gennemarbejder dette tema - fra barnet, der 'forlades' af den depressive mor, til barnet, der udsættes for krigens drab og overgreb. Det er hele tiden fokuseringen på barnets fantasiarbejde, der sætter det i stand til at tilbageerobre tabet. Modstandskraften - resiliensen - findes som iboende ressourcer, der vækkes til live og påtager sig arbejdet. Fantasien, det kreative, legen, det musiske.
Hvordan i alverden overlever de?
Lyt til artiklen
