Uanset papirtigre og opportunistiske mediestorme står én ting fast: Vi ønsker en humanistisk sundhedssektor med mennesket i centrum. Men hvad betyder dette mon i praksis? Hvordan etablerer man et omsorgsfuldt, lydhørt og solidarisk væsen omkring den syge, og hvad er (når alt kommer til alt) 'humanisme' egentlig for en begrebslig kamæleon? Taler vi om en periodebetegnelse? En genre? En ideologi? Et verdenssyn? Eller blot om en retorisk lip-service, et stort og lalleglad ingenting? Sundhedsfilosoffen Steen Wackerhausen tager i 'Humanisme, professionsidentitet og uddannelse' problemstillingen under kyndig behandling - han udreder begrebernes historie, analyserer deres sundhedspolitiske relevans og introducerer sit 'åbne sygdomsbegreb' som et brobygningsarbejde mellem senmoderne værdirelativisme og fundamentalistisk apparatfejlsmedicin. Humanisme er ikke, argumenterer Wackerhausen, et fabriksklart modus vivendi, men derimod et muterende normativt felt med menneskets egetværd og ukrænkelighed som omdrejningsakse. Humanismen (eller måske snarere 'humanismerne') er tankegods og praksisformer i evig bevægelse, et værdisæt af relevans på hver eneste af sundhedsvæsnets etager: den institutionelle, den interpersonelle og den faglige. Med nøgleord som 'kommunikation', 'empati', 'respekt' og 'autonomi' udfoldes konturerne af et humanistisk sundhedsbegreb, og Wacherhausen bruger megen energi på at diskutere, hvordan man i praksis implementerer et sådant i det danske sundhedsapparat - er det gjort med kurser og lærebogsstof, eller drejer det sig snarere om at ændre sundhedsarbejdernes professionelle identitet, deres grundantagelser, sprog og nedarvede måder?