Hvis ikke der skulle være konflikter og kontroverser i historien om dansk punk, hvor fanden skulle det så være? Fra den først side i Jan Poulsens kakofoniske fortælling om den danske punkepoke, bliver der langet ud til højre og til venstre: Jyderne er nogle bonderøve, københavnerne er krampagtige, og ingen mener, at den lukkede fest var ... tillukket. LÆS OGSÅMartin Hall leger med Dante Med præcis samme metode som en anden vigtig punkkrønike, Leg McNeill og Gillian McCains kosteligt underholdende ’Please Kill Me – The Uncensored Oral History Of Punk’, lader Jan Poulsen historien blive fortalt af dem, der udgjorde inderkredsen i miljøet. Det ene citat afløser det andet.
Fra startskuddet med Sex Pistols’ koncert i 1977 til den store Rock For Afrika-koncert i 1985, hvor Lars H.U.G. og Sods optrådte ved siden af Shu-bi-dua, Danseorkestret og Nanna. Her forduftede punkens sidste rest af undergrundsidentitet. Og fortællerne er (stadig) ikke helt enige om, hvad der er op og ned i historien. Og slet ikke enige om, hvad der var rigtig punk, hvad der var fastelavnsmentalitet, og hvad der bare var sort narcissisme.
