Jeg vidste godt, at Hans Boll-Johansen er en klog og humoristisk humanist, stor kender af fransk litteratur i almindelighed, Stendhal i særdeleshed. Men jeg vidste godt nok ikke, at han sammen med sine to sønner, Boris og Stefan, ejer et aktieselskab, et udpræget faderselskab, »hvis mission er at bygge bro mellem kapitalisme og humanisme«, og som »ejer en folkelig kro i Greve, to små forretninger på turiststrøget i Hillerød, et ikke alt for tjekket bilværksted i Roskilde, men ingenting i 2900 Hellerup«. Men nu ved jeg det - og det er ikke eneste åbenbaring i denne øjenåbnende bog. Venskab over århundrederne Stendhal (født 1783) skrev Boll-Johansen (født 1936) i sin tid disputats om. Det er et venskab, der holder hen over århundrederne, også når der skal tales penge. Sønnerne Stefan og Boris er i dag henholdsvis direktør i eget ejendomsudviklerfirma »med villa i Ordrup« og tegner og forfatter bosat i Berlin: »Den ene er økonomisk liberalist, den anden er anarkist og tidligere graffitikunstner fra denne bevægelses allerførste, kunstnerisk selvbevidste bølge«. LÆS OGSÅDet finere franske Bogen om 'Penge' er tilegnet sønnerne i et forsøg på at finde svar på gåden: »Hvordan kunne jeg, en halvtredserdreng med sparemærkebog, blive far til to sønner med så vidt forskellige holdninger til penge? Er vi alle tre børn af tidsånden, der kommer udefra, men virker indefra (...)?«. 'Penge' er en form for generalforsamling i faderselskabet, hvor Boll-Johansen aflægger beretning og personlige bekendelser med henvisning til kloge konsulenter som Stendhal, selvfølgelig, men også Balzac, Dostojevskij, Henrik Pontoppidan og hele det bibliotek, som ingen af sønnerne fik brug for, da de i 1980'erne skulle vælge studier. Fatter havde ellers »temmelig mange bøger stående på reolerne, så det ville spare mange penge til bogkøb«. Nå, nu tyr han til bøgerne for at prøve at forklare sønnerne, sig selv og alle os andre, hvad det er, der foregår med de penge. Bredt felt Det lykkes for Boll-Johansen at fortælle både sin egen, kapitalismens, Danmarks og globaliseringens historie, samtidig med at han trækker på sin imponerende klassiske viden på alle den humanistiske dannelses felter og tilsætter ikke så lidt frisk research og aktuelle kendsgerninger om, hvordan gysserne gebærder sig lige for tiden. Hvilket sidste jo er lidt af en gyser, tag blot handlen med de såkaldte » derivater, af nogle kaldet finansmarkedets viagra. (...) Et derivat er et finansielt produkt konstrueret på basis af et andet, underliggende produkt og grundlæggende baseret på et væddemål om, hvilken vej kurserne bevæger sig på disse underliggende produkter«.
Og nu kommer gyset: »Det er i sagens natur svært at skønne om hvilket omfang derivathandlen har på verdensplan i dag. Et kvalificeret gæt går ud på at det drejer sig om to millioner milliarder dollar (ca. 50 gange verdens samlede bruttonationalprodukt), mange gange større end den samlede værdi af verdens aktie- og obligationsmarkeder«. Det er i kapitlet om 'Spekulanten', at sidstnævnte tal angives. Et kapitel, der spænder fra hollandsk guldalder og tulipankrak over Sonningprisen, Ebberød Bank, Danske Bank og Sydbank til 'boblens psykologi' og en hel stribe Wall Street-film, uden at hverken Johannes V. Jensen eller Halldór Laxness glemmes (»Jeg kender danskerne. De ved ikke, hvad hæder er. For dem er det bare penge, penge, penge«). Men uanset kapitlets mange snoninger fastholdes den røde tråd: I dag er bankerne ikke længere banker, men børser. Fortælleren Spekulanten er ved siden af Spilleren, Golddiggeren, Iværksætteren, Bonden og Ødelanden en af de seks typer, Boll-Johansen, den gamle strukturalist, inddeler folk i alt efter deres forhold til penge. Han gør det indsigtsfuldt, underholdende og med træk på alle mulige konti, de være sig finansfaglige, litterære, sociologiske, historiske eller personlige. Små sigende anekdoter fortælles med vid og selvironi, og store linjer trækkes: »I årene mellem Sovjetunionens sammenbrud og Lehman Brothers' kollaps i 2008 skabte globaliseringen et skæbnefællesskab mellem verdens førende lande«. Bemærk datidsformen: Nu er det blevet alles kamp mod alle. LÆS OGSÅPortræt: Le Clézio er Europas dårlige samvittighed Boll-Johansen skriver indledningsvis om sig selv som student i 1950'erne: »Jeg foretrak helt klart den fine ironiker Stendhal frem for den barske realist Honoré de Balzac, der frastødte ved sine grumme beskrivelser af hvad begærlighed efter penge kan drive et menneske til«. Også her bemærker man datidsformen. I dag er Boll-Johansen ikke bange for den barske realisme, men som sønnen Stefan siger på bogens bundlinje, hvor han bliver genvalgt til direktør i familieaktieselskabet, er regnskabet »særdeles tilfredsstillende«. Sikken et overskud, der er i denne bog.
