Det hører med til den moderne forfatterrolle ikke alene at meddele sig på skrift, men også at spille med sin egen person som indsats i medierne. Nogle egner sig sandt at sige ikke til det, og bryder sig heller ikke om det, men Karen Blixen elskede alle slags rollespil, også dette. Som barn iscenesatte hun sig selv og sine søstre i hjemmelavede komedier, og da hun blev ældre, spillede yngre mænd gerne guldterning med hende, mod at hun gjorde dem til verdens klogeste mænd i sit selskab. Baronessens genialeste forestilling var måske iscenesættelsen af eget efterliv, startende med folkeindsamlingen, hvor vi alle i en radiotale blev opfordret til at skænke en krone til Rungstedlund, og kulminerende med den halvt hedenske ceremoni, hvor hendes anorektiske legeme blev stedt til hvile i parken. Kun en beskeden plade i jordhøjde røber, at et menneske ligger begravet her, ingen løvefødder og gevirer, kun et navn: Karen Blixen. Rungstedlund hører med til forfatterens posthume værk og fortjener sin huspostil. Den er nu kommet med Ebbe Mørk som celebrant. Han fortæller i sin smukke, gennemarbejdede, følsomme prosa om baronessens liv på Rungstedlund og de mennesker, som kom her.
Blik for Blixens lyksaligheder
Lyt til artiklen
