Det er en solid politisk vugge til grav-biografi, journalisten Poul Smidt har beredt os, velresearchet og velskrevet fra Kampmanns barndomshjem hos faster og onkel i Fredericia over det viltre københavnerliv, der længe rummede andre politiske muligheder end lige Socialdemokratiet, og til de gode år som H.C. Hansens finansminister og velfærdsarkitekt – frem til det øjeblik, da Kampmann med H.C. Hansens død følte sig forpligtet til at overtage det højeste hverv, som han måske anede var mere, end hans skrøbelige sind kunne bære.
Det er bemærkelsesværdigt, at ingen gjorde Kampmann rangen stridig, og at der ikke er noget, der tyder på, at nogen i andet geled spændte ben for ham eller stillede spørgsmålstegn ved den arvefølge, der gjorde Kampmann til den eneste kandidat til statsministerposten. Det var ikke bare den begavede økonoms tur – han var også gennem årene i Finansministeriet kommet så tæt på, at han stod ligefor.
