Hvis man tager bulletinerne fra den videnskabelige verden for pålydende, vil de mest fundamentale forhold i menneskelivet være forandret om få årtier. Det lyder, som om vi nærmer os et punkt, hvor kunstig intelligens sammen med nanoteknologi og genterapi og nye energiformer fører os et helt nyt sted hen. Nye kroppe, nye livslængder, ny rækkevidder for det menneskelige projekt. Ud i rummet, ind i hjernen, videre, videre. Alt det, som science fiction-litteraturen har fortalt om, synes at kunne blive til virkelighed.
Medmindre altså civilisationen er bukket under inden, for det er jo det andet fremtidsscenarie: at vi ikke når at foretage det gigantiske spring fremad (som det hedder), som forhindrer, at nøjagtig den samme dynamiske udvikling omskaber Jorden til en ødemark. Hele tiden denne dobbelthed: fremgang og undergang hånd i hånd. Og hele tiden øget hastighed, tempo, tempo, som et grundvilkår.Men der findes stadig en verden, hvor langsomheden råder, og det er litteraturens. Her kommer man tæt på personer, fastfrosne i tid, men lyslevende, når man som læser går på opdagelse i dem, og når vi engang har rumstationer på Mars, og Homo sapiens er blevet erstattet af en mere hårdfør art, fordi det er kapitalismens behov, er det litteraturen, man må gå til, hvis man vil erfare, hvordan mennesker havde det, dengang den langsomme verden endnu bestod.
