Der findes næppe nogen domstol, der har så meget magt som den amerikanske højesteret. Det var den, som i 50’erne ophævede den formelle adskillelse af sorte og hvide i Sydstaterne. Det var den, som i 70’erne gav kvinderne retten til abort. Det var den, som i 90’erne gav homoseksuelle ret til at have sex med hinanden og naturligvis også den, der ved at stoppe genoptællingen af stemmer i Florida i år 2000, gav præsident George W. Bush nøglerne til Det Hvide Hus. Mens domstolene i Danmark traditionelt lever en forholdsvis tilbagetrukket rolle, hvor spørgsmålene primært er af teknisk-juridisk karakter, og de færreste kender navnet på højesteretspræsidenten, er den amerikanske højesteret en stærkt offentlig og klart politisk institution. I fortolkningen af den mere end 200 år gamle amerikanske forfatning er der meget stort, mange vil sige for stort, skøn og den føderale struktur i USA overlader langt mere magt til højesteret end i Danmark. Det er højesteret, som afgør grænserne for Kongressen og præsidentens magt i forhold til delstaterne og som med forfatningen i hånden sætter grænserne for den personlige frihed. Dommere på livstid En uhyre magt som er samlet i blot ni mænd og kvinders hænder. Ni personer, som er udnævnt på livstid og her menes livstid, den ældste nuværende dommer er 87 år, og som spiller en central rolle i ikke bare amerikansk politik, men i selve samfundets struktur og den kulturkamp, der har kørt den seneste generation. Det er nemlig langtfra alle amerikanere, som er begejstrede for den liberale, aktivistiske linje, som USA’s højesteret har ført igennem det meste af efterkrigstiden, og i de senere år har de konservative kræfter i USA gjort det til sin mærkesag at genvinde kontrollen over højesteret og rulle udviklingen tilbage. Trods de fornemme kåber og elegante domme er den amerikanske højesteret derfor mere en kampplads end en traditionel domstol. Det er en af de afgørende frontlinjer i kampen om landets fremtid og en helt central institution, hvis man vil forstå USA og amerikansk politik, og nu er bogen om domstolens kampe og evolution i de sidste par årtier kommet. Med ’The Nine’ har Jeffrey Toobin, der er journalist på The New Yorker, skrevet en vidende, medrivende og uhyre interessant bog om den amerikanske højesteret, dens dommere og hele dens indre dynamik i de sidste 25 år eller så. Stærke konservative kræfter For feinschmeckere er det en kærkommen opdatering af Bob Woodward og Scott Armstrongs klassiske bog om retten, ’The Brethren’, der udkom i 1979, og for alle som er interesseret i USA en fremragende måde at få gennemgået de afgørende sager de sidste 20 år. Toobin beskriver og analyserer indgående, hvordan de konservative kræfter i USA siden 1980’erne målrettet gik i gang med at afmontere, hvad de så som en juridisk aktivisme, der havde taget landet i en forkert retning og med stort held har generobret kontrollen med domstolen. Rent juridisk har metoden især været den såkaldte originale fortolkningsteknik, hvor det afgørende er, hvad grundlæggerne af USA mente med de enkelte ord og bestemmelser i forfatningen. Hvor dommerne stort set ser bort fra de sidste 200 års udvikling. For nogle af dem, som f.eks. Clarence Thomas, er dette helt bogstaveligt. Eksempelvis mener han, at fordi grundlæggerne af USA ikke mente, at landbrug og produktion var omfattet af begrebet interstat-handel i forfatningen, kan Kongressen ikke regulere det og derfor er alle amerikanske love om det ugyldige. Det samme gælder efter hans fortolkning af forfatningen al våbenkontrol. Andre såsom hans højreorienterede kollega Antonin Scalia er mindre ekstrem, og bruger mest metoden til at underkende eller undergrave retten til abort og positiv diskrimination af minoritetsgrupper. Som Toobin påpeger, er fortolkningsmetoden reelt kun et skalkeskjul. Det afgørende i den amerikanske højesteret er ikke så meget de juridiske argumenter, men dommerne og deres personlige holdninger. Af samme grund har Senatets godkendelse af potentielle dommere i de senere år udviklet sig til veritable standretter, hvor dommerne bliver testet mere på holdninger især til abort – end juridiske evner og analyser. Præsidentvalget år 2000 Toobin gør et blændende stykke arbejde med at opsummere rettens måske mest kontroversielle og kritiserede dom i nyere tid: Bush v. Gore, den afgørelse der afgjorde præsidentvalget i år 2000, og tilslutter sig helhjertet kritikken af både dommen og det forhold, at højesteret i det hele taget blandede sig i, hvordan Florida optalte sine stemmer. Han citerer John Paul Stevens elegante dissens, hvor den gamle dommer bemærker, at dommen kun efterlader en ting sikker: »At mens vi aldrig med sikkerhed vil vide, hvem der vandt præsidentvalget det år, er taberen meget klar: Nationens tillid til dommeren som en neutral vogter af retssamfundet«. Dommen var og blev set som en afgørende sejr for rettens konservative, men interessant nok førte den, ifølge Toobin i de følgende år retten i en mere liberal retning. To af de fem dommere i det konservative flertal, Anthony Kennedy og Sandra Day OConnor, rykkede i årene efter Bush v. Gore-afgørelsen mere til venstre. Kennedy begyndte at rejse mere i udlandet og den øgede internationale eksponering førte til, at han begyndte at citere udenlandske domme endda fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Men netop dommernes personlighed og deres mange idiosynkrasier er det, som gør både højesteretten og Toobins bog fascinerende. Uden at være perfid fornemmer man stor sympati for samtlige dommere – og deres sælsomme samarbejde. Og det er vitterlig på mange måder en sær forsamling. Forfriskende detaljer Tag David Souther. Han blev udnævnt af den første præsident Bush, men har vist sig at være en af rettens mest liberale dommere og er af samme grund forhadt af de konservative. Han er noget nær en eneboer, som ikke har computer, fax eller tv, som skriver alle sine domme i hånden med fyldepen, og som indtil for nylig aldrig havde hørt om Diet Coke. En følsom gammeldags sjæl, der ifølge Toobin stadig græder af fortvivlelse, når han tænker på dommen i Bush v. Gore. Men det er ikke kun sære, men også sympatiske træk Toobin graver frem. Hvem skulle have troet, at Clarence Thomas, den klart mest yderligtgående dommer, og den med mindst sympati for de undertrykte grupper, bruger fritiden på NASCAR-løb og er den eneste af dommerne som altid gør sig den umage at lære navnene på alle fra sikkerhedsvagter og opefter at kende. Verden er ikke nær så sort/hvid, som man ofte får indtryk af. Det er netop den slags forfriskende detaljer, der giver afveksling fra beskrivelserne af sagerne, og som får en til at suse gennem bogen.