0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Står på hænder af grin

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
l
Foto: l
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er 100 år siden, fin de sièclet er fini, der er verdensudstilling i Paris, hovedattraktionen er det elektriske palads, fra hele verden er folk kommet for at se den kæmpedynamo som skal sætte strøm til det 20. århundrede, og blandt de besøgende finder man reporteren Johannes V. Jensen, selv færdig med det 19. århundrede og på udkig efter de kræfter, der fører ind i tiden, ind i fremtiden.

Han er i storslået humør, pariserhjulet er en arkitektonisk spøg, det vandrende fortov et udtryk for kosmisk humor, og så er der et hus, som næsten får ham til at stå på hænder af grin. Den gode stemning forplanter sig til hans reportager og derfra videre til læseren, som må godte sig over sætning efter sætning i den muntre flyveprosa. Johannes V. Jensen er en af de morsomste skribenter i dansk litteratur.

Humor er velplejet ondskab, skriver Jensen og nævner, at selv om ingen længere kan huske Jonathan Swifts fjender, vil man altid huske hans attentater på dem udført med humorens skarpeste våben.

Den velplejede ondskab viser sig til overmål i bogens indledende stykke, en beskrivelse af en tyrefægtning, hvor kombinationen af indføling og kynisme giver en stilholdning, der uundgåeligt efterlader læseren noget perpleks: Skal man le, græde eller lukke bogen, når han på den ene side bader sig i det blod, der vasker og pladrer ud af dyrene, mens han på den anden side indlægger en art mellemmenneskelige citater fra dyrenes reaktioner på blodsudgydelserne.

En hest »blev totalt knust i et Raseri af Tyren og fik ikke Tid til nogen Meningstilkendegivelse«, mens en anden »da den havde faaet Naadestødet, viftede med Halen til Farvel, idet den fo'r heden«. Hvis man læser videre, får man et genialt, kritisk følt og komisk fortættet udtryk for tyrens endeligt: »Og Tyren blev sukcessivt dræbt«.


Bogen er delt op i to dele, der står til hinanden som minus til plus. Reportagerne fra Spanien, der i 1898 var involveret i krig med USA om Cuba, udmaler et skrækbillede af et land i dekadence:

»Det spanske Folk er porøst og udhulet af Kristendom, opædt af Baciller, fordærvet af falsk Livsanskuelse«. Og reportagerne fra verdensudstillingen sætter til gengæld ord på lykkevisionen om et 20. århundrede, hvor den gotiske eller rettere jyske renæssance vil bygge et sandt liv baseret på kendsgerninger.

Over for de blødende spanske heste stiller han således i et berømt kapitel, som har tvunget tusindvis af dansklærere hen til kopimaskinerne, maskinernes oliedryppende hestekræfter. Men han indrømmer, at modsætningen mellem det dødsviede og det livsbekræftende, det spanske og det jyske rammer lige ned gennem ham selv: »Krigen angik mig paa det nøjeste, thi jeg var selv organisk spaltet i to Naturer«.

Man skal tilbage til Grundtvig for at finde en tilsvarende selvforvandling til verdenshistorisk symbol. Jensen genfinder sit eget jyske væsen i Columbus, Cromwell, Shakespeare, Richard den Tredje, Swift, Bismarck ...


Jydskhed klinger af vadmelsklædt hjemstavn, men ikke sådan hos Jensen. I et fræsende kapitel om Danmark gør han op med enhver form for indgifte, social blodskam og ubevægelig nationalisme. Jyden er fædrelandsløs, og jyderne udvandrer derfor og bosætter sig - så langt fra hinanden som muligt - på territorier, hvor der tales engelsk.

I lyset af den aktuelle eurodebat med dens selvgode nationalismeforsnævring: Er det unægtelig ret skægt at læse Jensens vilde opgør med dette Jantedanmark, hvor alle kender hinanden, og hvor alle derfor hader hinanden: »Enhver Dansker har en Giftbrod paa sig. Kan han ikke klare sig, stikker han: Skab dig ikke!«.

Om sin tur i Pariserhjulet skriver Jensen, at »man formaar ikke at oversætte Indtrykket perspektivisk, fordi man selv befinder sig i Bevægelsen«. Det er en involveret iagttager, som har skrevet denne bog, og han er hele tiden i bevægelse, også holdningsmæssigt.

Han lufter synspunkter, som vi i bagklogskabens ulidelige lys automatisk påhæfter et 'destination Auschwitz', men hjulet drejer, og i - næste sætning går retningen mod en lykkelig modernitet, en lovsang til forskelligheden: »kun Bastarderne bliver lykkelige«, da raceafgrænsning er selvfortærende.

I litteraturens verden hedder raceblanding genreblanding, og den gotiske renaissance blander genrer og stilarter, så det er en lyst. Stiger spilopperne i dig, får du smattet en kold hånd mellem skuldrene, skriver Jensen et sted, men han trodser tristessen og inviterer sine læsere op i pariserhjulet. Man kan godt blive rundtosset, hvis man tager med, men - tag med! Og stå på hænder af grin.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce