Det er 100 år siden, fin de sièclet er fini, der er verdensudstilling i Paris, hovedattraktionen er det elektriske palads, fra hele verden er folk kommet for at se den kæmpedynamo som skal sætte strøm til det 20. århundrede, og blandt de besøgende finder man reporteren Johannes V. Jensen, selv færdig med det 19. århundrede og på udkig efter de kræfter, der fører ind i tiden, ind i fremtiden. Han er i storslået humør, pariserhjulet er en arkitektonisk spøg, det vandrende fortov et udtryk for kosmisk humor, og så er der et hus, som næsten får ham til at stå på hænder af grin. Den gode stemning forplanter sig til hans reportager og derfra videre til læseren, som må godte sig over sætning efter sætning i den muntre flyveprosa. Johannes V. Jensen er en af de morsomste skribenter i dansk litteratur. Humor er velplejet ondskab, skriver Jensen og nævner, at selv om ingen længere kan huske Jonathan Swifts fjender, vil man altid huske hans attentater på dem udført med humorens skarpeste våben. Den velplejede ondskab viser sig til overmål i bogens indledende stykke, en beskrivelse af en tyrefægtning, hvor kombinationen af indføling og kynisme giver en stilholdning, der uundgåeligt efterlader læseren noget perpleks: Skal man le, græde eller lukke bogen, når han på den ene side bader sig i det blod, der vasker og pladrer ud af dyrene, mens han på den anden side indlægger en art mellemmenneskelige citater fra dyrenes reaktioner på blodsudgydelserne. En hest »blev totalt knust i et Raseri af Tyren og fik ikke Tid til nogen Meningstilkendegivelse«, mens en anden »da den havde faaet Naadestødet, viftede med Halen til Farvel, idet den fo'r heden«. Hvis man læser videre, får man et genialt, kritisk følt og komisk fortættet udtryk for tyrens endeligt: »Og Tyren blev sukcessivt dræbt«.