En flanør er den fremmedgjorte og rastløse vandrer i en metropol. En ensom sjæl som søger beruselsen i mængdens detaljer, folkemassen som udgør en labyrint af både sublime chokoplevelser og nu og da en stille flirt med det smukke og stundom (u)opnåelige øjeblik af mulighedens fryd, det erotiske og engagerede øjekast med det ukendte og dog genkendelige i malstrømmen. Simpelthen en planløs, men æstetisk slentrende i det moderne ved en storby, gerne med en accent af det nostalgisk vemodige ved forandringen i bylandskabet. Flanørens klassiske jagtmarker er Paris, New York og London, derimod er Rom for flanøren en plat provinsby og Los Angeles en forvirret klase af landsbyer. Det er i hvert fald den amerikanske forfatter Edmund Whites mening, og den kan man nemt skrive under på, når man læser hans lille charmerende guide til at flanere i Paris, flanørens oprindelige hovedstad. 'The Flaneur. A Stroll through the Paradoxes of Paris' er en bog om Paris' modsætninger i både arkitektur og mentalitet. En inciterende læsning af et stykke verdenskultur, som med rette gav Paris titlen som 1800-tallets hovedstad. En titel som hun næsten beholdt et godt stykke ind i det 20. århundrede. Whites bog tager afsæt i stadens tre geniale flanører, poeten Charles Baudelaire, forfatteren Marcel Proust og filosoffen Walter Benjamin, som flanerede Paris ind i mesterlige digte og fortællinger om det modernes ankomst - på godt og ondt - til en hovedstad, som langt ind i det 19. århundrede beholdt sit præg af middelalder, gotik og barok. Og blandt de tre først og fremmest Baudelaire, hvis digte mere end andres afspejler byarkitekten Baron Haussmanns brutale omkalfatring af Paris i 1850erne. Der igen afspejler en social revolution for et nyt borgerskab, som med Napoleon IIIs velsignelse tog bolig i den gamle adels palæer og samtidig solgte sine gamle rebelske kammerater fra arbejderklassen nede ad floden til armod og udbytning. Men det er også dette Paris, som bliver til kultstedet for alverdens kunstnere, intellektuelle og filosoffer. Og det er dette Paris, som i Whites øjne nu er ved at miste sin position som kulturby, fordi byen er blevet groft invaderet af modeforetninger og madtempler og forsømmer det kreative kunstnermiljø, som gjorde den berømt. Ved Saint Germain des Prés, hvor Sartre og co. en gang diskuterede væren og intet over cognac og kaffe, er der nu mest butikker for luksuriøse varemærker, såsom Dior, Vuitton og Armani.