Noget så kreperligt! Her sad jeg blandt en inderkreds fra New Yorks teaterverden ved den nyligt afholdte konference 'Scandinavia on Stage' og glædede mig over, at de nu skulle opleve Line Knutzons 'Først bliver man jo født' som et originalt bud på ny nordisk dramatik. Og så lød det ved denne reading med amerikanske skuespillere som episode nr. 117 fra en amerikansk sitcom. Pippi Langstrømpe-magien, det fandenivoldske turboslalom mellem stillejer og den eksistentielle brod gik tabt i kulturudvekslingen. Svært er det at bygge bro mellem forskellige dramatiske sprog og spillemåder, og det vanskelige - udfordrende - ved Knutzons dramatik er netop, at den virker forførende ligetil og kan slå sig løs på sitcom-vis, så man overser hele undergrunden af tomhed og kaos. Det er der nu ingen fare for længere med lektor og dramaturg Birgitte Hesselaas forbilledligt klare og velargumenterede præsentation af Knutzons forfatterskab, ni stykker i alt, heraf tre stykker radiodrama. Udviklingen i 'den knutzonske generationsføljeton' går fra debuten 'Splinten i hjertet' (1991), hvor Hynde og Tynde på Knold og Tot-maner tumler rundt med Skabsmoderen og problemet med at »blive voksen i en verden, hvor 'det voksne' ikke eksisterer«. For de lidt ældre personager, såsom Ægget og Hem i 'De usynlige venner' samt Tis og Lis i 'Først bliver man jo født', udmønter problemet sig i vanskeligheden med at få et parforhold op at stå, for i 'Snart kommer tiden' (1998) at ende med, at knap nok er man indtrådt i forældrenes rækker, og vupti er Knuttebarnet blevet 50 år og ryger cerut.