Forholdet mellem kunst og sygdom er altid fascinerende. Heinrich Heine skrev i et digt om den modsætningsfyldte spænding mellem kreativitet og neurose, at om end sygdom ligger bag skabelsesprocessen, er det samtidig i skabelsen, at man bliver rask. Og Karen Blixen fandt et smukt symbol i muslingen, der er i stand til at omdanne et irriterende sandskorn til en perle: Den forvandler sygdom til skønhed. Kunstneren vil ofte fra samfundets synsvinkel forekomme unormal eller syg i den udstrækning, han ser det som sin opgave at nedbryde normalitetens rammer og bevæge sig ud i psykiske grænseområder. Det er et socialt krav, at man skal kunne fortrænge sine mere upassende fantasier, drifter og aggressioner, men et kunstnerisk krav, at man har adgang til dem. Omvendt kræver det jo en ikke ringe disciplin at bringe det ubevidste på kunstnerisk form uden at blive dets offer og at skabe en ny fiktiv verden uden at tro sig almægtig. Jo, kunstneren er til stadighed så udsat mellem kontrol og kaos, at han også er udsat for psykiske svingninger, som kan være både stimulerende og invaliderende.
Kunst og sygdom
Lyt til artiklen
