Da jeg for nogle år siden læste Jens Christian Grøndahls essaysamling 'Ved flodens munding' og den vidtfavnende norske psykiater Finn Skårderuds bog 'Uro - en rejse i det moderne selv', tænkte jeg umiddelbart, at det var noget af det bedste skandinaviske essayistik i årevis. Mindre dele af disse to glimrende arbejder er gengivet i René Lyngfeldt Skovs antologi 'Jeg - en filosofisk og litterær rundfart i personlig identitet'. Når de så tilmed er ledsaget af - desværre meget korte - udvalg fra en række af vore bedste filosoffer på feltet - bl.a. René Decartes, Søren Kierkegaard, Jean-Paul Sartre og Thomas Nagel - så kunne man forledes til at tro, at det ikke kunne blive meget bedre. Men lige så heldig en hånd forfatteren eller redaktøren har haft i sit valg af tekster, lige så tynd, småsnakkende og fragmenteret er hans indledende og ledsagende kommentarer og tilløb - og det bliver ved tilløb - til diskussion af de valgte tekster. Egentlig er René Lyngfeldt Skov vist en rimelig god og engageret tekstlæser, men når han tager fat på at indskrive de valgte tekster i en større meningsgivende kontekst, så bliver det desværre ved en masse usammenhængende spor - og der tages fat på en hoben væsentlige diskussioner, som forbliver underligt ufærdige.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























