I seksualitetens lange og uvejsomme historie indtager dyr en interessant dobbeltposition: på den ene side er de blevet set som uskyldens umælende væsner - på den anden som et sindbillede på kønslivets mørke, utæmmelige side. »Homoseksualitet findes ikke blandt dyrene«, lød et gængs seksualpædagogisk argument langt op i 1900-tallet - samtidig med at sex mellem enskønnede gysende blev betegnet som 'dyrisk'! Hertil kommer, at dyreriget gennem tiderne har været rigeligt benyttet som bekvem eufemisme for menneskers intime liv: klassisk er 'bien og blomsten', men i Elna Panduros (1871-1947) navnkundige seksualbelæringer møder man desuden så forskellige arter som torsk, søstjerner, frøer, sommerfugle, oldenborrer, hunde og høns. Hertil kommer, at dyreriget gennem årene har leveret gods til en hel sværm af seksuelle metaforer - fra poesiens 'dådyrøjne' og 'sommerfuglekys' til vulgærsprogets vidtløftige fauna af 'tyre', 'bukke', 'tæver', 'misser', 'hingste' og 'gamle grise'. Endelig har dyr måttet holde for i talløse seksualbiologiske laboratorieforsøg, ligesom vi i ublu grad benytter os af deres erotiske signalværdi - fra knitrende læder og kølig zobel til stripperens æggende fjerboa.
Dyr har det sjovere
Lyt til artiklen
