0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Andedamsidyl og kulturkamp

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Mangen udenlandsk humanist har lært sig dansk ved at læse H.C. Andersen, Kierkegaard og Karen Blixen. Englænderen Edmund Gosse må vist være den eneste, der har tilegnet sig vores sprog ved at stave sig igennem 'Nøddebo Præstegård'.

Det lyder som en parodi, men Gosses bog 'To besøg i Danmark' er faktisk »noget ganske uden for Teevand«, som samme Andersen sagde.

Edmund Gosse (1849-1928) er prototypen på den senvictorianske man of letters: flittig litterat og smålyriker, men også altædende nysgerrig og tidligt bidt af Ibsens dramatik.

Det nordiske sværmeri trak den 23-årige hertil i 1872 og igen i 1874, og i 1911 udgav han denne rejsebog bygget på dagbøger og breve fra dengang. Den kom rask på dansk, og her er den igen, genudgivet af historikeren Kristian Hvidt. Det er en charmerende oplevelse.

Ved begge sine besøg boede unge Gosse hos Holmens provst, dr. Fog, der var hidsig anglofil - usædvanligt dengang - og havde lært engelsk ved at tyre Shakespeare.

Det er komisk at følge den ældre prælat og den britiske hedspore, der lige gerne vil tale hinandens sprog og kraftkonversere på elizabethansk engelsk og Nøddebo Præstegård-dansk - komisk, men også rørende, for trods alle kløfter kommunikerer de i gensidig respekt og kaster sig grådigt ud i fælles oplevelser. Man ser to vidt forskellige kulturer komme på talefod.


Gosse går på sightseeing, fra Gyldendal til Christian Firtals bygninger. Med præcise detaljer beskriver han livet i parkerne, i teatrene, i Tivoli. De romantiske vandreture kulminerer ved Kirsten Pils kilde, hvor provsten i måneskin reciterer Oehlenschläger som essensen af dansk romantik. Mandolino! Ikke et øje er tørt.

Det eventyragtigt idylliske ved København & omegn fylder meget i billedet, selv om Gosse sært nok foretrækker de senere genremalere frem for den ægte guldalderkunst (»al denne nationale Mejeridrift«).

Bogens første del vrimler af »mystisk-sentimentale« tableauer i maleriske rammer. Alle er elskværdige og »småkvidrer« i en evig palaver.

Vor rejsende selv ligner den hyggeligste af alle the capital chaps, som han ligger ved Kronborg og læser Chr. Winther og står ved brystværnet og nedkradser et Hamlet-digt.


Men lur ham. Gradvis skruer han op for ironien. Han har eminent sans for både ret- og vrangsiden af 'dansk Samfunds- og Fantasiliv'.

Han anerkender 'den nationale Kraftansamling' efter 1864 med nøjsom sejhed, politisk 'Selvhævd', demokratisk uopblæsthed og forretningsinitiativ.

Men han mener også, at Danmark, hvor alle - helt bogstaveligt - graver i fortiden med teske, minder om noget fra før den franske revolution 1789.

Mellem fødderne på de store tegner han et lilleputland af astmatiske skønånder og bogorme, salvelsesfulde punche-gejstlige, »Old- og Bibelgranskere«, »Runemestre« og saganørder med fødderne i det 11. århundrede.

Mest satanisk skildres den grundtvigianske panskandinavist og »Åndemaner« Frederik Barfod og det afdankede norske kraftgeni Andreas Munch. Det går særlig hårdt ud over norske bravadører og islandske »Provinsparioter«, og tit er det hylende komisk.


Bogens attraktion er billedet af senguldalderen og dens intellektuelle og kunstnere. Ved siden af Gosses værter: den statueagtige provst og hans »gærdesmuttebløde« ugifte søster med deres typiske krydsning af tolerance og fordomme, møder man malere og komponister som Niels W. Gade, balletmester Bournonville med hans »stumme Digtning«, journalister som »den hårde Hugger« Carl Ploug, humanister som arkæologen Worsaae og kunsthistorikeren Julius Lange.

De skildres både ude- og indefra og placeres i deres dagligdag og i (by)landskabet. Som da Gosse besøger biskop H.L. Martensen, guldalderens overjordiske teolog, Kierkegaards og Grundtvigs modstander.

Gosse tegner ham i bispegården på Nørregade, og mens det lille visne ansigt med den gennemtrængende intelligens venligt docerer etik, bemærker Gosse, hvad alle portrætmalerne har retoucheret væk: biskoppens stritører som udspilede vinger. Morsomt? Yes. Respektløst? Nej, egentlig ikke. Men eminent levende.


Stærkest i denne smågeniale portrætkunst står den, som alle samfundsstøtterne kalder en farlig sekterer: den 88-årige Grundtvig til søndagsgudstjeneste i Vartov, halvanden måned før hans død i 1872.

Midt i sin fanatiske menighed går han frem og tilbage med stive armbevægelser, endnu brændende og sortsnakkende, mens trækken blæser det bløde sølvhår som et forhæng hen for ansigtet og får ham til at ligne en krydsning af en norsk bjergtrold, en bugtaler med dødningestemme og en af Ossians druider.

Der er også den 79-årige Ludvig Bødtcher - énøjet, med mørke briller og paryk, men klukleende ved gadespejlet i Sværtegade. Der er H.C. Andersen på 'Rolighed' og hjemme i Nyhavn kort før hans død - knoklet, ledeløs, svagelig, men når han smiler og læser op, da taler geniet.

Og der er den aristokratiske eneboer Frederik Paludan-Müller med det apollinske ydre, kun 63 år, men nedsænket i »Tungsindets Havdyb« af smerte, træthed og isolation, under totalbevogtning af sin jaloux kone. Denne styrende kvinde får bogens barskeste titel: 'en »Biderhvas«'. Den og mange andre sproglige finter skyldes Valdemar Rørdams finurlige oversættelse.


Og så er der bogens helt: den unge Georg Brandes. Han skildres som oprøreren med det »larmende Ry«, der leder den »oprørske Nybevægelse« mod ortodoksi og »Trangsyn«, som den frygtede og afskyede sandhedsmartyr alle behandler som en giftslange, men heldigvis også som et levende Mensch.

Gosse tegner ham under deres samtaler på hyblen i Møntergade, venlig, ja blid, men »pilsnar« i hovedet, utålmodigt bidende i penneskaftet, og der er et fremragende gruppeportræt af Georg og hans bror Edvard på ferie i fiskerlejet Tårbæk, omgivet af den bistert styrende mor (hun kaldes dog ikke en »Biderhvas«) og af den unge »Kampskjald« Holger Drachmann og hans sexede Vilhelmine.

Det er intensiteten og detaljerne, der gør Edmund Gosses reportage fra de store dage i det små København så autentisk og medrivende. Den er oplysende og morsom, og den har et langt perspektiv.

Det er en kritisk outsiders snapshots af 1870'ernes lille storby og det nationalliberale borgerskab der kompenserer for 1864 ved at lukke sig inde i sin andedamsidyl, mens arbejderklassen presser på nedefra og Det Nye banker på udefra.

Og det er et enestående dokument om kulturkampen, da den såkaldte elite - knirkende, skræmt og skeptisk - blev tvunget til at linde på lemmen ned til kælderen og på byporten ud til Europa, mens den forgudede danske guldalderkultur skulle til at finde sin plads i verdenslitteraturen.