Er der noget,der har forfulgt Vivi Flindt gennem hele livet, så er det den pæne pige. Kæft, pli og retning lærte hun ikke bare gennem sin borgerlige opdragelse, det blev prentet ind i kroppen på Det Kgl.s balletskole, og det fortsatte i karriere og ægteskab. Først da hun kom op i 40'erne, begyndte hun at sige fra. Vivi Flindt har stadig noget at lære, for portrætbogen 'Når cypressen blomstrer', der er blevet til gennem samtaler med journalisten Hanne Brandt, er blevet en lovlig pæn, lidt farveløs bog. Og det på trods af hendes erfaringer fra et grænsesprængende liv som solodanser og fra det farverige parløb, kunstnerisk og privat, med den kontroversielle balletmester Flemming Flindt. Utroligt, at billedet af den pæne pige overhovedet har kunnet lade sig opretholde. Hun blev jo intet mindre end den første moderne ballerina og førte an, da man i 1968 for første gang dansede på provokerende bare fødder på den kgl. scene. Ikke mindst slog hun igennem som ballettens femme fatale, en hidtil uset erotisk type med nøgenhed som kendemærke ('Dødens triumf', 'Salome' og 'Vidunderlige kælling'). Hans-Georg Lenz fra Information skrev efter sigende i en anmeldelse, at der lugtede af hest i salen. Han hentydede til Cirkusbygningen, men folk forstod underteksten: Vivi Flindt var en kødelig omgang.
Pæn pige, og dog
Lyt til artiklen
