Den magiske realisme er blevet et så velkendt og selvfølgeligt begreb i litteraturhistorien, at man knap nok tænker over dets oprindelse. Men alle litterære skoler og retninger har deres rødder og deres årsager, og i Martin Zerlangs nye bog 'Fem magiske fortællere' får man, hvad undertitlen beskedent kalder 'et rids af romanens historie i Latinamerika'. Jovist, et rids, men et meget velovervejet og interessant rids. Indtil boomet for netop den 'magisk-realistiske' romankunst var latinamerikansk litteratur en perifer litteratur, præget af respekt for og oprør mod de europæiske forbilleder. Samtidig var den en litteratur, der skulle skildre en verden, den selv var et fremmedelement i: Den spansk-portugisisk-katolske kultur havde fortrængt og undertrykt de oprindelige indianske kulturer, som blev fundamentet for de latinamerikanske forfatteres krav på originalitet - samtidig med at de skrev på kolonisatorernes sprog. Alle disse inkongruenser, forenet med den turbulente og ofte voldelige politiske historie i Latinamerika, skabte grobund for en 'umådeholden', hyperbolsk fortællestil og for en længsel efter at lade myterne lukke sig om sig selv som verdensforklaring.
Umådeholdne myter
Lyt til artiklen
