0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

At kende ham er at kunne lide ham

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En af de helt store bestsellersucceser på det norske bogmarked i 2001 var Thorvald Stoltenbergs bog 'Det handler om mennesker'. Før jul var den solgt i mere end 50.000 eksemplarer.

Stoltenberg fyldte 70 i sommer, og i den anledning har han skrevet en bog til sine venner med fortællinger fra sit liv. Hans venner er først og fremmest hans landsmænd, nordmændene.

Man har indtryk af at hans forhold til det norske folk med tiden har udviklet sig til en kærlighedsaffære - men vi er mange uden for Norge som også er ramt. At kende ham er at kunne lide ham. At kede sig sammen med ham lader sig ikke gøre.

For mange der har kendt ham, er han det mest sympatiske, humoristiske og underholdende menneske de har truffet. At forfatteren er svært fornøjet med sin hovedperson i 'Det handler om mennesker', kan man ikke fortænke ham i. Tænk hvor fornøjede alle andre ville være i hans sted!


Stoltenberg udviklede i sin ungdom stærke socialdemokratiske sympatier, men meldte sig sent ind i partiet. Han kom ikke fra noget socialdemokratisk hjem, men kom ind i politik via sin stilling i den norske udenrigstjeneste.

Her arbejdede han i flere år som 'politisk sekretær' og 'politisk rådgiver', og i 10 år var han statssekretær i udenrigsministeriet, forsvarsministeriet, handelsministeriet og igen i udenrigsministeriet.

Han var ikke i Stortinget som medlem, men han blev aktiv i det socialdemokratiske partiarbejde, ikke mindst som formand for partiets internationale udvalg.

Efter regeringstiden blev han leder af den internationale afdeling i LO. En overgang i 1980'erne blev han borgmesterkandidat i Oslo (det lykkedes næsten), og jeg husker med glæde hvordan Thorvald pludselig blev fascineret af skadestuer, skolebyggeri og vejtunneler. Han kastede sig over lokalpolitik i Oslo med den samme ildhu og nysgerrighed som han viste enhver fremmed kultur han mødte.


Men hans livs hovedindsats har været det internationale. Uanset om det har været som repræsentant for Norge, for Socialistisk Internationale eller for FN er kampen for en bedre, en mere fredelig, en mere solidarisk og en mere civiliseret verden det centrale for Thorvald Stoltenberg.

Han er besjælet af en dyb tro på at det nytter at gøre noget, være der hvor tingene sker, arbejde med mennesker, blive ved at rulle stene op ad bjerget, også når det ser mest håbløst ud, prøve at forstå, men også at handle.

For Stoltenberg giver det altid mening at slås for retfærdighed og fred. Han mister aldrig modet selv om hans velmente mæglingsbestræbelser i en højspændt situation måtte slå fejl.

Jeg tror, Thorvald Stoltenberg først og sidst vil blive husket som mægleren, og i bogen er der mange kapitler om hans indsats som international og national mægler.

Willy Brandt gjorde ham til mægler for SI (Socialistisk Internationale) i Nicaragua, men Reaganregeringen spændte ben. Boutros-Ghali gav ham den store opgave at skabe fred i Bosnien - sammen med David Owen som EU-mægler - men det mislykkedes i første omgang, ikke mindst på grund af manglende amerikansk opbakning.

Og som norsk udenrigsminister satte han fredsprocessen - Osloprocessen - i gang, der trods stor modstand fra Likudregeringen (Shamir og Ahrens) endelig lykkedes under Rabin. Men da var Jens Jørgen Holst blevet norsk udenrigsminister.

En vanskelig mæglingsproces som lykkedes, var at skabe fred i 1980'erne om norsk sikkerhedspolitik mellem stærke fløje i arbejderpartiet. Der rasede krigen om freden med en norsk vildskab som vi fladfodede danske ikke gør os begreb om.

Ligesom EF-opgøret i 1972 truede det med at rive Arbeiderpartiet itu. Men Stoltenberg skabte fred og fælles linje om NATO-solidaritet (tænderskærende accept af dobbeltbeslutningen) og aktive fredsbestræbelser over for Østblokken.


Stoltenberg var fra første færd med til at kæmpe for friheden i den tredje verden (han er med rette stolt af Norges indsats) og for en mere retfærdig verdensorden. Han har gjort en væsentlig indsats for FN, og i sin alt for korte periode som flygtningehøjkommissær rettede han den organisation op.

For ham handler det om at gøre noget konkret. Han afskyr krig og krigeriske mennesker selv om han trives fremragende med professionelle soldater, og han var en respekteret norsk forsvarsminister.

Derfor er det en flot afslutning på karrieren at han efter at være ambassadør i København som han knap nok skriver om, men som han var glad for at være - at han er blevet valgt som norsk Røde Kors' præsident.

Stoltenbergs største skuffelse var Norges nej i 1994. Han skulle have været fiskerikommissær i Santerkommissionen og var med til møderne indtil folkeafstemningen - men nordmændene takkede nej.

Han mener det er en tragisk beslutning fordi Norge dermed sætter sig udenfor og ikke er med hvor tingene sker. Og ikke at være med er omtrent det værste Stoltenberg ved.

Som EØS-medlem skal Norge rette sig efter alle EU's vedtagelser, men de har ingen indflydelse på dem. Og i det store drama om Europas fremtid i det 21. århundrede er Norge tilskuer på bageste række.


Så udadvendt og menneskeoptaget Stoltenberg er, er han også personligt blufærdig. I erindringerne får man ikke meget at vide om Stoltenberg som privatperson. Som Cicero skelnes der klart mellem res publica og res privata.

Men alligevel er bogens fineste kapitler viet familien. Først Stoltenbergs egen opvækst i 'Incognitogaten' (tænk at netop han skulle være født i Incognitogaden) der er skildret blændende.

g til slut de smukke kapitler om hans egen familie, ikke mindst om en af døtrenes hårde kamp med stofmisbrug. Og man mærker sorgen over ikke at have været der nok - med familien, men det er jo prisen når man skal være alle de andre steder. Alligevel får man et levende indtryk af at Stoltenberg også er en god far.

Stoltenbergs erindringer er skrevet for nordmænd, men hans mange venner uden for Norge vil også have fornøjelse af at læse den. At kende ham er at kunne lide ham. At møde ham er at blive charmeret af ham. Og her møder vi Stoltenberg for fuld udblæsning.