Kan man i grunden skrive om værker, man ikke kan døje, spørger jeg i anledning af antologien 'Tekster vi hader', men hører med det samme læseren svare: Er det måske ikke, hvad anmelderne gør hver dag? Jo, gensvarer jeg, men det er for at spare læserne for at spilde deres tid med bras. Hvorfor ligefrem udsende advarslerne i bogform? Dansklærerne har længe, forstår man på forordet, villet udgive en bog om bras. Sådan noget som Kaalunds dræbte and med »O, har du en Moder, da skjøn derpå!«. Undervejs har de opdaget, at det er overflødigt at erklære sit had til sådanne digte, dem kan folk sagtens holde op med at læse helt af sig selv. I stedet for skulle det handle om kanoniske tekster, dem mange er enige om er gode. Man søgte så skribenter, der ville gå mod strømmen og rakke dem ned. Nå nej, nedrakning ville også blive for dræbende i længden. Opgaven endte med at blive: skriv om »litterære sten i skoen«, hvilket skal betyde tekster, man »anfægtes« af. Overskriften er dog stadig »had«. Bogen bærer præg af det skred, der har fundet sted under dens tilblivelse, ikke kun på titelbladet, også indeni.
Lige til at hade
Lyt til artiklen
