Sidst på året 1800 dukkede danskeren Jørgen Jürgensen op i den britiske koloni New South Wales. I en selvbiografi udarbejdet mange år senere, skriver han, at han var kommet til Australien fra Kapkolonien. Han fortæller om sin deltagelse i geografiske opmålinger foretaget af et britisk orlogsskib og om koloniseringen af Tasmanien, dengang kaldt Van Diemens Land.

Andre kilder fortæller om en dansker, der var kommet til Australien i lænker, altså en straffefange. Om den danske straffefange er identisk med Jørgen Jürgensen kan ikke afgøres, men forholdet er karakteristisk for hans fantastiske liv. Der var altid to sandheder. Hans egen og de andres.

Men på et punkt var han og omverdenen enige. Hans liv var fantastisk. Han var en mand, for hvem tilværelsen havde andre tilbud end den gyldne middelvej. Og han udnyttede dem. Hvalfanger, kaper, tyv, økonomisk skribent, teologisk forfatter, spion, opdagelsesrejsende, nogle få uger Islands faktiske magthaver, hvad der siden gav ham tilnavnet 'kongen af Island', og straffefange.

I 1820'erne kom han nemlig tilbage til Tasmanien; denne gang var han vitterlig straffefange.

Den usædvanlige karriére er emnet for en diger, men meget spændende biografi skrevet af en australsk historiker, Dan Sprod, i mange år tilknyttet University of Tasmania. Med udgangspunkt i omfattende studier i danske, britiske, islandske og australske arkiver skiller han myte og sandhed, blot for at opdage at sandheden ofte er den mest fantastiske.

Talentfuld familie
Hvem var denne eventyrer? Han var født ind i det solide københavnske borgerskab. Faderen var hofurmager og hans to brødre fortsatte urmageriet. Og det var ikke bare almindeligt håndværk, der præsteredes. Broderen Urban var et teknisk og teoretisk geni; den eneste urmager, der er valgt ind i Videnskabernes Selskab. Men der var andre talenter i familien. Hans nevø var tegneren Fritz Jürgensen, kendt for 'Gyssebogen'.

Jørgen Jürgensen blev naturligvis sat i urmagerlære, men det kedede ham. I stedet stak han til søs og sejlede nogle år mellem England og Østersøen. Derefter gik det med en hvalfanger til Sydafrika, til den hollandske Kapkoloni, som englænderne just havde okkuperet.

Her blev han indblandet i kapervirksomhed og var med til at jage franske skibe, begivenheder, der i hans selvbiografi fremstår som større søslag. Den hovedrolle, han tildeler sig selv, er der ikke belæg for og detaljerne holder heller ikke, men om hans initiativ og villighed til at satse er der ingen tvivl.

I Tasmanien var han med til at grundlægge kolonien Hobart og han deltog også i en ekspedition til New Zealand. Både i selvbiografien og den bog, han efter tilbagekomsten til Danmark i 1806 udgav om forholdene i Sydhavet, tildeler han sig selv en rolle, som ikke kan dokumenteres ad anden vej.

Året efter hjemkomsten bombarderede englænderne København og bortførte flåden. Jørgen Jürgensen blev nu kaperkaptajn, chef for et skib udrustet af faderen og andre patriotiske borgere med det klingende navn Admiral Juel.

Han opererede ud for den engelske kyst, kom i kamp og måtte overgive sig. Uvenner hævdede senere, at han kun havde kæmpet på skrømt for at komme tilbage til England. Men her frikender Dan Sprod ham. Kampen var reel nok.

Krigsfange
Han var nu engelsk krigsfange, men fik hurtigt tilladelse til at bevæge sig frit. Han kom i kontakt med engelske forretningskredse, bl.a. en excentrisk velhaver, Joseph Banks, der sværmede for Island og havde en romantisk idé om at 'befri' øen, og en kynisk sæbefabrikant, Samuel Phelps, der så muligheden for at gøre store forretninger i en situation, hvor hans danske konkurrenter på grund af krigen ikke havde store muligheder for at nå frem til øen.

Krigen betød, at Island var blevet afskåret fra Danmark, og det skabte store forsyningsvanskeligheder. Nogle islændinge, bl.a. krigsfanger i England, fik den tanke at knytte øen til Storbritannien i stedet for Danmark. Der blev dannet et konspiratorisk netværk, og sidst i 1808 afsejlede et bevæbnet handelsskib til Island. Om bord var Jørgen Jürgensen.

Hensigten var først og fremmest at sondere stemningen og mulighederne for en større aktion, men det lykkedes at få de officielle danske repræsentanter til at underskrive en frihandelsaftale. Tilbage i London begyndte de sammensvorne at bearbejde den engelske regering. Bl.a. sendte Banks en skrivelse til Admiralitetet, hvor han plæderede for en britisk 'befrielse' af øen.

Revolution
I sommeren 1809 vendte Jørgen Jürgensen tilbage til Island med et kaperskib. Det blev optakten til en minirevolution. Jürgensen og hans folk tog stiftamtmanden til fange efter en gudstjeneste, hvorefter urmagersønnen udråbte sig selv til 'protektor over Island og øverstkommanderende til lands og til vands'.

I en proklamation erklærede han Island frit og uafhængigt af Danmark, og som alle usurpatorer lovede han lavere skat, lavere priser, bedre skoler osv. Alle danske skulle aflevere deres våben, dansk ejendom skulle konfiskeres, kun indfødte islændinge have embeder på øen.

Han indførte et særligt islandsk flag: tre hvide stokfisk på blå bund. Han efterlignede de kongelige forordninger og refererede til sig selv i flertal: under vor hånd og segl.

Farcen stoppede brat, da et britisk krigsskib ankom i slutningen af august 1809. Jürgensen blev arresteret, ikke på grund af hans forehavende, men fordi han som krigsfange havde brudt sit æresord og forladt London. Regeringen var interesseret i den islandske handel, men havde ikke brug for selvbestaltede protektorer. På Island blev Jürgensen siden kaldt Hundedagskongen.

Det mest interessante omkring begivenhederne er dog en meget omfattende beretning, som den fængslede protektor året efter sendte den britiske udenrigsminister, hertugen af Wellington. Alt havde han gjort for islændingenes egen skyld. Det havde ikke været hans hensigt at tilrane sig kongelig autoritet, og det var også ondsindet snak, når det blev hævdet, at han skulle have republikanske sympatier.

Sære proklamationer
Anklagerne er ikke uforståelige. Hans proklamationer var en sær blanding af traditionelt lovsprog og revolutionær retorik. Alt muligt bliver blandet sammen. Det samme gælder forsvarsskriftet. Det er interessant, fordi det vidner om betydelig belæsthed, evne til at ræsonnere og en nærmest patologisk understregning af egen betydning.

Samtidig undskylder han sig med, at andre har snydt ham. Det vrimler med historiske, moralske og politiske betragtninger, ofte uden sammenhæng med hovedemnet. Der gøres afstikkere til kimbrerne, den spanske armada og Ludvig 14.

Men især sværter han alt, hvad der er fransk, til, sikkert for at tækkes Wellington. Han får da også flettet ind, at hertugen af Wellington, som en hærfører, er af samme format som hertugen af Marlborough. Man skal i denne sammenhæng huske, at redegørelsen er skrevet fem år før slaget ved Waterloo. Interessante er hans betragtninger over den danske enevælde, der betegnes som et illegitimt tyranni indført ved et statskup.

Ved velynderes mellemkomst slap han ud af fængslet, men kom hurtigt bag tremmer igen, nu på grund af spillegæld. Han kom dog fri og i de følgende år rejste han i Frankrig og Tyskland og sendte efterretninger om forholdene på kontinentet til den engelske regering.

Siden udgav han en bog om rejserne, hvori han hævdede at have været øjenvidne til slaget ved Waterloo. Der fortælles også om rejser til Portugal og Gibraltar, som Sprod kan dokumentere aldrig har fundet sted i virkeligheden.

Deroute
Trods gode forbindelser var den egentlige deroute begyndt. Han blev anklaget og dømt for gement tyveri af en seng og noget sengetøj og kom igen i fængsel. Han søgte trøst i religionen, hvad der resulterede i en bog om kristendommen som den eneste naturlige religion. Efter løsladelsen blev han udvist af England. Da han ikke havde forladt landet inden for den fastsatte frist, blev han dømt til døden, men benådedes med forvisning til Van Diemensland, det nuværende Tasmanien.

Med deportationen til Tasmanien var ringen sluttet. Han var tilbage i den koloni, han havde været med til at grundlægge 25 år tidligere. Heller ikke nu kom han til at mangle indhold i tilværelsen.

Efter nogle år blev han benådet, i øvrigt var han opdagelsesrejsende, politiofficer og entreprenør i konkret forstand. Han deltog i straffeaktioner mod den indfødte befolkning, og endelig blev han gift med en anden straffefange, en dybt alkoholiseret irsk kvinde, der var dømt for tyveri.

Et mærkeligt minde om æg