Journalisters selvforherligelse er ofte uden grænser. Jubeltaler for pressefriheden, nødvendigheden af en pågående, kritisk journalistik, vilje til at nedbryde barrierer og fordomme, 'den fjerde statsmagt'. Enhver journalist vil uden vanskeligheder kunne fortsætte listen. Men hvem kontrollerer de højtråbende, moderigtige og magtfulde journalister? Det gør lovgivningen og det juridiske system, vil de fleste vel mene. Det er dog den formelle kontrol. Nok så vigtigt: Hvem kontrollerer den enkelte journalist? Redaktøren? Naturligvis, men der er en anden form for kontrol, som altid har været vigtig, og som i fremtiden vil blive endnu vigtigere: selvkontrollen eller den enkelte journalists evne til at forholde sig kritisk til sig selv og sine ædle motiver, hvor selvbedrageri er en nærliggende trussel. »Professionelt bliver vi formanet til at nedfryse mange af vore almindelige menneskelige instinkter«, skriver Meg Greenfield i sin stærkt personlige skildring af det politiske Washington med blandt andet de mange mediefolk. »Vi bliver tilskyndet til at undgå for megen viden om eller kontakt med de mennesker, vi skriver om. Gør vi ikke det, bringer vi objektiviteten i fare eller forfalsker resultatet ved at vise for megen forståelse for deres opførsel eller, Gud forbyde det, sympati«.
Budskabet er image
Lyt til artiklen
