0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vi skruer lige hastigheden ned

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Vi bør skrue farten ned og passe vore karusser, sådan kunne man sammenfatte summen af visdom hos Voltaire og Wied. Milan Kundera skriver enslydende i 'Langsomheden' (1995) om den tiltagende ønskværdighed af at sænke tempoet i en verden, der efter alt at dømme hovedløst accelererer med stadig stigende hast ud i fremtidens ukendte, grå tågeslør.

Erindring og eftertænksomhed forudsætter et vist mindstemål af sindighed, en i det mindste et øjebliks sænkning af farten - den blinde acceleration tenderer mod at ødelægge den mulighed, og underminerer dermed dannelsen af erfaring, ligesom den forhindrer os i at planlægge og forudsige ordentligt.

Den franske arkitekt, byplanlægger og militærteoretiker Paul Virilio (f. 1932) der herhjemme mest er kendt for sine vær-ker om visualitet, er via forlaget Introite Publishers blevet gjort til genstand for en dobbelt præsentation. Dels med en række Greatest Hits 1991-1998 fra den fremmeste danske Virilio-ekspert, Niels Brügger, og dels med en ny oversættelse af et af Virilios tidlige hovedværker, 'Hastighed og politik', fra 1977.

Virilio er før alt andet manden bag udviklingen af den såkaldte 'dromologi', dvs. læren om fart og acceleration, og han har gjort denne tværvidenskabelige disciplins frugtbarhed gældende indenfor studierne af byplanlægning, politik og krig.


Brügger formulerer dromologiens grundhypoteser sådan her: »1) hastigheden er bestemmende for indretningen af verden; 2) hastighedens logik er, at den vil stige; 3) indretningen af verden ændres i takt med hastighedens stigninger«.

Disse påstande forekommer måske især overbevisende, hvis man kaster et blik på udviklingen af moderne kommunikationsmidler, såsom internettet (der jo oprindelig var en militær opfindelse). Det militærteoretiske har i det hele taget en forrang, indkapslet i denne spidsformulering fra 1977:

»Faktisk skrider historien fremad med våbensystemernes hastighed«. Den sidste sætning peger samtidig på et karakteristisk træk ved Virilios stil, nemlig hans forkærlighed for provokerende eller svagt overdrevne pointer.

Han har aldrig ladet sig nøje med at lave stofrige og tætte beskrivelser af f.eks. forholdet mellem filmmediet og krigen (som i 'Krig og biograf' fra 1984), men kaster sig gerne ud i essayistiske og slyngede diagnoser og prognoser, der er næret af et politisk element.

Med henvisning til informationshastighedens dramatiske og konstante fartforøgelse, spørger Virilio om ikke styringen glider os af hænde, om ikke det politiske er i færd med at forvandle sig til det »transpolitiske«, dvs. en generel økonomisk, teknologisk, urban og kulturel udvikling, der ikke længere lader sig regulere af det politiske apparat, hvad enten det er statsligt eller globalt?

Et aktuelt eksempel er udviklingen af menneskelige kloner, det kalder Virilio på samme måde for dannelsen af det »transmenneskelige«, og bemærker, at risikoen er tilstede for at »den mest gales vanvid vinder over den stærkestes fornuft«.

Hvad enten det gælder affyringen af en irakisk atombombe, eller en italiensk læges egensindige eksperimenter. I hjemlig sammenhæng, kunne man en passant notere sig den nye regerings fart-iver, hvadenten det gælder motorvejene eller finansloven.


Virilio er imidlertid ikke kulturpessimist, han befinder sig ikke på det, den ungarske litteraturfilosof Georg Lukacs engang hånligt kaldte for Hotel Afgrunden, dén fashionable pension, hvor den velbjærgede med en vis vellystig gysen ser hen mod den dunkle afgrund, hvor B-C-D-holdet er på nippet til at rutsje ned.

Der er ingen grund til hverken at vende verden ryggen, og passivt og indeklemt dyrke sin lille rosenhave, eller modsat hændervridende og hulkende at beklage, at verdens undergang uafvendeligt er på vej, og nok er over os om fem minutter.

Det kan godt være, at den stærkestes fornuft ikke altid og overalt vinder over den gales vanvid, men fornuftens og tankens ressourcer kan og bør med en vis effekt sættes ind over for den gradvise svækkelse af det politiske felt.

I en samtale med Brügger i december 2000, påpeger Virilio ikke mindst vigtigheden af at opponere mod reklamebranchens og mediernes devaluering og pervertering af ytringsfriheden.

Inden for kunstens område sker der ifølge Virilio en overbelysning af skrækkens æstetik - Virilio henviser til en Saatchi-udstilling i London samme år - der, parallelt med en tendentiøs måde at fremstille krigsbegivenheder på, ytrer sig som »en skrækkens akademisme og en nedrighedens konformisme«.

Når kunsten viser billeder af alle hånde overskridelser, f.eks. kalve i formalin, er det udtryk for mediekunstens frembrud. Og mediekunsten er før alt »ubetydelighedens kunster, eftersom det som er excessivt, er ubetydeligt«.

Overskridelsen giver ikke mening, og har ingen rigtig effekt, i en verden, hvor hastigheden forlængst har overhalet det sidste, og allerede forældede forsøg på at overskride denne eller hin grænse. Det samme gælder for »hadets massemedier«, den mediemæssigt oppiskede stemning i Eks-jugoslavien f.eks.


Overskridelsens sterilitet bør mane til tilbagehold, en vis blyhed over for det ublu forsøg på at pirre og manipulere. Og borgeren bør, om ikke passe sine karusser, så dog vågent og opmærksomt søge at sænke og moderere den ængstelige eller euforiske acceleration.

Virilio er ikke nostalgiker, men en stærk tilhænger af det politiskes fornuft.Hastighed og politik' er et uhyre fascinerende værk, der sammenblander politiske og æstetiske fænomener, med den skarpe, idéhistoriske og militærteoretiske analyse af krigsteknologiers altafgørende indflydelse på den måde, verden indrettes på, og de måder hvorpå vi omgås hinanden.

Bogen er vedføjet et interview med Virilio efter 11. september 2001, i hvilket Virilio skelner skarpt mellem den substantielle krig og den tilfældige krig. Den tilfældige krig foregår uden modstillede nationale aktører, og den indgår i en uhellig alliance mellem f.eks. tvetydig religiøsitet og det mulige, fremtidige misbrug af mikrobiologiske eller bakteriologiske midler.

Terrorangrebet markerede dermed et uigenkaldeligt opbrud med den magtbalance, og den verdensorden såvel Første som Anden Verdenskrig indstiftede. Udkommet er, at Virilio ikke blot kan afvises som dommedagsprædikant, men at han opstiller en række realistiske scenarier, som bør tages uhyre alvorligt.

Niels Brüggers 'Virilio. Essays om dromologi' leverer en række forbilledligt klare og inciterende fremstillinger og diskussioner af centrale aspekter af Virilios værk og udviklingerne i det, lige som den er indrammet af to gode samtaler med mesteren selv, fra henholdsvis 1991 og 2000.

Med disse to udgivelsers parløb må man ubetinget sige, at der er sket en bemærkelsesværdig og glædelig acceleration i introduktionen af Virilio på dansk grund.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce