Jan Myrdal, 75, kan stadig få erektion. Han kan også gennemføre et samleje, hvis han er sikker på, »at pigen virkelig vil have ham, sådan som han er«. Nej, det er en anden slags kraftesløshed, den gamle mand er udsat for. »Der er ingen fremtid i de hænder, jeg kan række frem mod hende«. Det gav et ryk i Myrdals forfatterskab, da han for tyve år siden lagde Kina, Indien og det svenske socialdemokratis evige elendighed til side og begyndte på sin egen biografi. Specielt de tre første bind var fine, et voldsomt had til de to verdensberømte forældre, Gunnar og Alva M., holdt i ave af en enestående præcision og ægthed i gengivelsen af barnets oplevelse. Myrdal udsender nu den sjette i rækken af 'jeg-bøger'. Den handler om det at indstudere rollen som olding. Titlen volder ham bryderier. 'Gubbe', skulle bogen først have heddet, altså gammel mand. Men 'Gubbsjuka' tiltaler ham mere. Gammelmandsliderlighed, altså overdreven interesse for helt unge piger, betyder ordet ifølge ordbogen. Det lider han dog ikke af. Kvinder skal være fyrre, før de tænder ham, »man må jo have noget andet at tale om også«. Men hvad der for alvor gør Myrdal opstemt over det ord, han til sidst vælger, er dets hemmelige sociale undertone. For ordret betyder 'Gubbsjuka' jo 'gammelmandssyge' og kan altså også betegne et samfund, hvor en voksende andel af indbyggerne er gamle, ubrugelige, hengemt på plejehjem og langtidsafdelinger, hvor de dratter om på gulv og lagner mellem lunken mad og stinkende potter.
Gammelmandssyge
Lyt til artiklen
